Real Madrid bekræfter, at klubben har skrevet kontrakt med tyske Toni Kroos. Han kommer til fra tyske Bayern München.

Det har da også længe bare virket som et spørgsmål om tid, før 24-årige Toni Kroos og de spanske Champions Leauge-vindere ville få papir på hinanden.

Torsdag oplyser Real Madrid via klubbens hjemmeside, at den tyske midtbanespiller er hentet til klubben på en seks år lang kontrakt.

Overgangssummen er holdt hemmelig mellem Real Madrid og Bayern München, men spanske medier gætter på, at Toni Kroos har kostet Real Madrid i omegnen af 25 millioner euro - eller godt 187 millioner danske kroner.

Salget af Toni Kroos til Spanien kan potentielt vise sig som en god nyhed for danske Pierre-Emile Højbjerg, som dermed kan have kortere vej ind i Bayern Münchens startopstilling.

Her har det danske talent ellers stået bag blandt andre Toni Kroos, der i søndags var med, da Tyskland vandt VM-slutrunden i Brasilien efter at have besejret Argentina i finalen.