Efter Real Madrid i weekenden fik klø af Atlético, har præsident Florentino Peréz udbedt sig en forklaring fra det stjernespækkede mandskab.

Efter 4-0-nederlaget var man fra Real-lejren ellers hurtige til at mane til besindighed og nedspille snak om en krise i klubben. Især sagen om Cristiano Ronaldos 30-års fødselsdagsfest samme aften, for hvilken han siden er blevet kritiseret meget for at holde umiddelbart efter så skammeligt et nederlag til lokalrivalerne, blev bagatelliseret.

Men skal man tro meldingerne bag kulissen i kongeklubben, så var Peréz med på sidelinjen for at overvære hele Reals første træning efter kampen, og han har eftersigende også talt direkte med truppen for at få en forklaring på nederlaget, skriver Goal.com.

Ifølge fodboldsitet skulle Florentino Perez derefter have holdt en mindre brandtale, hvor han opfordrede til hårdt arbejde og samtidig forsikrede holdet om, at han stadig har tiltro dem.

Også fansene har været stærkt utilfredse med deres hold efter weekenden. Ved mandagens træning dukkede et par tilhængere op med et banner, hvor der stod 'Jeres latter - vores skam' med henvisning til, at flere Real-stjerner deltog i Cristian Ronaldos overdådige fødselsdagsfest samme aften som det smædelige nederlag.