Real Madrids præsident skyder nu skylden på Manchester United for den mislykkede handel mellem de to klubber, der skulle have sendt David de Gea til kongeklubben.

Præsident Florentino Perez påstår nemlig, at David de Geas skifte kollapsede, fordi Manchester United var otte timer om at sende kontrakterne retur til Madrid. Klubberne var ellers blevet enige om en handel, men som bekendt nåede handlen ikke at blive registreret hos FIFA inden transfer-deadlinen udløb.

»Vi forstår ikke, hvorfor det tog dem (Manchester United, red.) otte timer at kigge kontrakterne igennem, og vi forstår ikke, hvorfor de ventede med at forhandle til sidste øjeblik,« udtalte en tydeligt frustreret Perez torsdag aften til den spanske radiostation Cadena Ser.

»Klokken 13.30 havde Manchester United allerede kontrakterne. Vi sendte kontrakterne allerede klokken 13.30 og det tog dem otte timer at sende kontrakterne tilbage.«

Præsidenten fortsatte med at forklare, at David de Gea ellers var opsat på skiftet til Real Madrid, og Perez stiller sig dermed uforstående over for, hvorfor United var så længe om at komme til forhandlingsbordet.

»De mangler erfaring, fordi det samme skete sidste år med Fabio Coentrao og Ander Herrera.«

Samtidig melder flere medier, at David de Gea efter det kollapsede drømmeskifte nu overvejer at forlænge sin kontrakt med Manchester United. Tilsyneladende fordi den spanske landstræner Vicente del Bosque har truet de Gea med at udelade ham fra den spanske landsholdstrup frem mod EM i 2016, hvis målmanden ikke får fast spilletid.