Den spanske Real Madrid-angriber Alvaro Morata inviterede fredag aften kæresten Alice Campello til et trylleshow. Hun fik mere end et trylleshow med hjem. For undervejs blev showet afbrudt, og Alvaro Morata gik på scenen og faldt på knæ for sin kæreste.

Angriberen havde lavet en aftale med værten for det store trylleshow. Så på et tidspunkt udvalgte tryllekunstneren ’tilfældigt’ Alvaro Morata og Alice Campello til at komme op på scenen, skriver den engelske avis The Mirror.

Oppe på scenen blev Alice Campello bedt om at vende ryggen til sin fodbold-kæreste. Samtidig forsikrede tryllekunstneren hende om, at ’det her vil blive det bedste trick, du nogensinde har set’. I mellemtiden var Alvaro Morata gået på knæ og fremholdte en giftering i sin hånd. Publikum gik amok, og heldigvis sagde hun ja til at blive gift med fodboldspilleren.

Senere på aftenen lagde Morata dette billede på Instagram med teksten: »Hun sagde ja. Vi skal giftes. Jeg elsker dig.«

Dermed har Morata nu mulighed for en helt perfekt weekend. Det har nemlig været småt med spilletid og mål, siden han i sommer skiftede hjem til Real Madrid, efter at have nydt stor succes i Juventus. Men lørdag aften starter han inde, når Real Madrid hjemme tager imod Deportivo La Coruna. Det har cheftræner Zinedine Zidane allerede bekræftet, da franskmanden Karim Benzema skal have en pause.