Real Madrids viceanfører Sergio Ramos mener, at holdet også kan lukke ned for Bayern München i returkampen

Det er helt åbent endnu. 1-0 sejren til Real Madrid på Santiago Bernabeu har ikke afgjort noget som helst før returopgøret i München.

I kvartfinalen mod Borussia Dortmund viste Real Madrid sårbarhed, da de var tæt på at ryge ud til tyskerne i returkampen. Men Real Madrids viceanfører Sergio Ramos mener ikke, at det kommer til at ske igen.

- Vi lærte meget af kvartfinalen i Tyskland. Vi kommer ikke til at miste hovedet på samme måde igen. Vi ved også, hvordan Bayern spiller, og vi lukkede helt ned for dem i dag. Det kan vi godt gøre igen i München, sagde Ramos til Cadena Ser.

Han erkendte, at det stadig bliver svært at holde føringen mod de forsvarende Champions League-mestre, men han vurderer stadig, at Real er favoritter til at nå finalen nu.

- Vi har taget et vigtigt og stort skridt mod finalen. Det er tæt på nu. Vi mangler 90 minutter, der skal leveres lige så helhjertet og modigt som i denne første kamp. Men jeg er sikker på, at vi kommer til at score mindst et mål i München, og defensivt skal vi være lige så påpasselige igen, forklarede Ramos.

Reals superstjerne Cristiano Ronaldo spillede ikke på fuld kraft efter en skadespause, men han lovede, at han er helt klar til returkampen.

- Jeg mærkede ikke noget til skaden, og det var meget vigtigt. Det var en dejlig følelse at spille igen, og jeg er meget tilfreds med vores indsats. Vi mødte et af de bedste hold, og vi holdt dem fra at true os, forklarede Ronaldo.