10.000 kr. sort eller 25.000 kr. med skat. Så meget krævede EM-helten John Faxe Jensen ifølge filmmagasinet Ekko, hvis han skulle medvirke i et interview om den aktuelle fodboldfilm om den magiske EM-sommer i 1992.

Indtil nu har John Faxe Jensen kaldt beskyldningerne for ’vanvittige’. Det vil redaktøren for Ekko, Claus Christensen, ikke have stående på sig. Derfor står han nu frem med dokumentation, som, hvad han selv mener, viser, at den tidligere professionelle fodboldspiller rent faktisk har fremsat det opsigtsvækkende krav.

BT har set en SMS-korrespondance mellem Claus Christensen og John Faxe Jensen. Claus Christensen ønsker ikke den fulde korrespondance frem, men BT har fået lov til at bringe bidder af samtalen.

26. juli kl. 18.53 skriver Claus Christensen til Faxe for at få bekræftet, at hans krav lød på ’10.000 kr. sort eller 25.000 kr. med skat for at blive interviewet om Sommeren ’92 (filmens navn, red.)’.

Samtidig spørger redaktøren for Ekko, om transport er inkluderet i kravet. Kl. 20.58 samme dag svarer John Faxe Jensen kort: ’Transporten er med i prisen’, og det bekræfter ifølge Claus Christensen dermed eksistensen af kravet om sorte penge.

Claus Christensen fortæller, at han fremlægger dokumentationen netop nu, fordi der fra flere sider er blevet sået tvivl om magasinets troværdighed.

»John Faxe er en fodboldfolkehelt, der scorede et fantastisk mål. Så der er ikke noget personligt i det. Der er sået tvivl, om vi nu også har sagt sandheden. Faxe selv har sagt, at det lyder vanvittigt – og på den måde siger han, at det slet ikke passer. Det er det her en reaktion på,« siger han og uddyber:

»Det er meget vigtigt, at folk tror på det, vi skriver og siger. Vi har taget den her sag op, fordi vi mener, den principielle diskussion om, hvorvidt det er okay at kræve penge for et interview, er vigtig. Og så sent som i dag (i går, red.) ringede en journalist og sagde, at han gerne ville tage den diskussion op, men at han ikke kunne, fordi han ikke vidste, om det, vi sagde, var rigtigt. Derfor fremlægger jeg det her nu,« siger Claus Christensen og fortæller, at han to gange har været i kontakt med 'Faxe'.

»Jeg har ført en telefonsamtale med John Faxe Jensen og har talt med ham over SMS. Indtil videre dokumenterer vi sidste del over for jer.«

Har du optaget samtalen?

»Du får den ikke at høre. Lad os holde os til det. Målet har kun været at skabe debat. Intet andet. Og det mener jeg ikke, at en optagelse bidrager yderligere til.«

Hvorfor lagde du ikke dokumentationen frem med det samme?

»Jeg havde ikke troet, det ville ende her. Over telefonen sagde jeg til John, at der var nogle udfordringer i det for os mht. til hans krav om betaling. Det ene er det journalistiske, altså det her med at betale for interview. Det er ikke noget, vi har gjort på Ekko - og der er også den principielle diskussion om, hvorvidt man skal gøre det.«

»Den anden udfordring var beløbets størrelse. De sorte penge har aldrig fyldt noget hos os, fordi det ikke var en mulighed. Jeg blev overrasket over, at han sagde det med de sorte penge, men jeg hæftede mig ikke rigtig ved dem. Jeg tænkte kun på de 25.000 kr. Det er et astronomisk beløb for os. Vi taler om et interview på to sider i et blad, der er på 132 sider. Jeg prøvede at forklare ham, at Ekko er et uafhængigt filmmagasin. Men det gjorde ingen forskel. Men vi var ikke afvisende over for at betale, hvis vi kunne skaffe de 25.000. Det er jo sådan, at når man finder en historie, man virkelig brænder for - og som man synes er en rigtig god idé. Jeg har set filmen, og den er skøn. Det er ikke mindst en hyldest af Faxe. Det ønskede vi at fejre på vores måde.«

»Esben Smed, der spiller Faxe, gør det virkelig godt. Han er måske den skuespiller i filmen, der ligner sin karakter mest. Vi synes, det var en sjov idé, at de skulle mødes. Man forelsker sig i en idé, og så kæmper man alt, hvad man kan. Jeg sagde, jeg ville gå i tænkeboks over, om udfordringerne kunne løses. Vi foreslog en crowdfunding for at vejre stemningen. Siden har sagen nået et omfang, som jeg slet ikke havde forventet.«

Har du talt med John Faxe, siden du fortalte omverdenen om hans krav?

»Jeg kunne se, at han havde ringet, omkring det tidspunkt, hvor I på BT var i gang med at skrive historien (den 27. juli, red.). Han havde indtalt en besked om, at jeg skulle ringe. Jeg så det først om aftenen, og der tænkte jeg, at det var for sent - og at han nok ville ringe igen, hvis han ville tale. Det gjorde han ikke. Og så lod jeg bare sagen ligge indtil nu, hvor folk begyndte at tvivle på troværdigheden i det, vi har sagt.«

BT har været i kontakt med John Faxe Jensen, men han har ikke ønsket at kommentere sagen.