Lionel Messi slog sin gamle læremester Pep Guardioa i den direkte duel, hele verden har snakket om. Barcelona satte Bayern München til vægs og vandt 3-0 i den første Champions League-semifinale mellem de to.

Det var det helt store møde mellem to store mestre. To venner, der nu var fjender. To store personligheder, der nu skulle kæmpe mod hinanden, efter de i så lang tid kæmpede side om side. Det var mødet mellem Lionel Messi og Pep Guardiola. I en Champions League-semifinale. Den største kamp på den største scene mellem Barcelona og Bayern München.

Den tidligere Barcelona-træner Pep Guardiola var for første gang tilbage på Camp Nou efter hans fantastiske periode som træner i klubben. Nu står Guardiola i spidsen for Bayern München, og hans tidligere lærling Lionel Messi stråler stadig for Barcelona.



Men i kampens indledning var det Barcelonas Luis Suarez, der kunne have stjålet rampelyset fra dem begge. Helt fri igennem blev han stoppet af den fremstormende målmand Manuel Neuer, der gjorde sig bred og reddede flot.

Uromageren fra Uruguay Suarez prøvede igen få minutter efter. Denne gang i oplæggerens rolle, men brasilianeren Neymar formåede ikke at få rettet bolden mod mål.

Guardiola er Barcelona-mand. Født, opvokset, uddannet og skabt af klubben. Hvis der er én træner, som kender klubben bedre, end den måske selv gør, er det ham.

Forud for opgøret havde Guardiola lagt kortene på bordet. Man kan ikke stoppe Messi.

»Hvis han er i den form, jeg tror, han er, er der intet forsvar, der kan stoppe ham. Der er intet defensivt system, der kan gøre det. Han er for god,« sagde til den spanske avis Marca.

Men Guardiola forsøgte alligevel.


Han havde valgt at ryste posen for at dæmme op for Barcelonas bæst-offensiv med Suarez, Neymar og Messi ved kun at spille med tre forsvarsspillere.

Skørt, vanvittigt eller måske endda genialt? Nah, mere hverken eller. Guardiola kom hurtigt på andre tanker og trak landsmanden Juan Bernat ned på venstre back.

I stedet kunne Guardiola bekymre sig om Robert Lewandowski. Og det var ikke på grund af angriberens karnevalsmaske. Polakken er en flot mand, bevares. Men ingen ser godt ud med en specialfremstillet maske, der skal beskytte det brækkede kindben og næse. Jo, måske David Beckham. Men det var mere Lewandowskis kæmpe afbrænder efter små tyve minutter, der gav hovedbrud for Guardiola. Den ellers skarpe angribere mistimede sit tilløb og fik kun snittet bolden på den store chance.

Men hovedbrud fik Guardiola til gengæld masser af i slutningen af kampen. Lionel Messi havde ikke fået helt så meget ud af kampen indtil slutfasen, hvor han slog til. Og slog sin gamle læremester.

Først bankede han bolden fladt ind bag Manuel Neuer til 1-0. Et godt udgangspunkt for Barcelona. Men det var ikke nok. Messi ville mere.

I fart mod målet kort efter rettede han driblingen væk fra Bayern-forsvareren Jerome Boateng. Om han faldt i svime over argentinerens teknik, ved kun Boateng selv, men omkuld dejsede han. Sat af Messi, som efterfølgende elegant lobbede den over Manuel Neuer.

Mesterligt af Messi. 2-0. Og da Neymar scorede til slutresultatet 3-0 i kampens tillægstid, var der ingen tvivl om, hvem der var bedst. Et fremragende Barcelona-udgangspunkt inden returopgøret i München på næste tirsdag d. 12. maj.

Messi blev med sine to mål den mest scorende spiller i Champions League nogensinde, da han røg op på i alt 77 mål. Tirsdag tog Cristiano Ronaldo ellers rekorden. Og nu kan de to verdensstjerner nu fortsat kappes om rekorden.