I Bundesligaen er der ingen over og ingen ved siden af. Bayern München er det helt suveræne tophold og alt skal gå galt, hvis de ikke skal vinde ligaen.

Men når det gælder turneringen over dem alle, Champions League, regner de fleste med, at Barcelona og Real Madrid skal kæmpe om pokalen.

Nu melder en af Bayerns veteraner sig på banen med en offensiv udmelding. Arjen Robben mener, at Bayern har holdet til at udfordre de to forhåndsfavoritter fra Spanien:

- Vi viste i sidste sæson, at vi kan være deroppe med de bedste i Europa, så vi vil være en del af finalen på Wembley. Vi vil udfordre favoritterne Barca og Real i kampen om titlen, siger hollænderen ifølge The Times of India.

Og Bayern-spilleren har noget at have selvtilliden og de store ambitioner i:

- Hvis du kigger på sidste års finale mod Chelsea, så skulle vi aldrig have tabt den. Men vi har forbedret os siden sidste år. Vi er i kvartfinalerne, og vi fører vores liga, så vi kan ikke bede om mere.

Han er dog med på, at tirsdagens kamp mod Juventus først skal vindes:

- Kampen mod Juventus bliver en svær udfordring for os, det er sikkert. Det er et hold med så mange erfarende spillere - som Andrea Pirlo - og vi ved, hvor svært de vil gøre det for os.

Robben understreger sin dedikation til fodboldspillet og Bayern, da han bliver spurgt til rygterne om, at han vil forlade Bayern i sommerens transfervindue:

- Sommetider er det latterligt, hvad der bliver skrevet. Jeg har yderligere to år af min kontrakt og ser frem til at fuldføre den. Selvfølgelig ville jeg ikke sidde på bænken. Når du har prøvet at komme dig ovenpå et par skader som mig, vil du forstå. Jeg elsker at være på banen. Når jeg er derude, ønsker jeg bare at spille fodbold, understreger han.