Den seneste uge har været dyr for Manchester Citys mesterskabsambitioner. Først tabte de engelske vicemestre 3-2 til Liverpool, og onsdag blev det til et nyt pointtabt, da City måtte nøjes med 2-2 mod Premier Leagues bundhold, Sunderland.

Manchester City kom ellers planmæssigt foran. Efter bare to minutters spil mistede Sunderlands Lee Cattermole bolden til Sergio Agüero på egen banehalvdel. Argentineren spillede den videre til brasilianske Fernandinho, der bragede bolden ind ved nærmeste stolpe.

Resten af første halvleg virkede det egentlig til, at Manchester City havde styr på begivenhederne. Sådan så det også ud i begyndelsen af anden halvleg. Men så dukkede Connor Wickham op - to gange. Englænderen havde før kampen ellers kun scoret ét mål i de seneste 37 Premier League-kampen. Men den statistik gjorde han til skamme.

Først bragte han Sunderland på 1-1 efter 73 minutters spil, og bare 10 minutter senere skød han Premier Leagues ubestridte bundhold foran.

I et sidste desperat forsøg kastede Manchester City alt frem. To minutter før tid affyrede Samir Nasri et relativt ufarligt skud, der ikke burde volde problemer for Sunderland-målmand Vito Mannone, men på uforklarlig vis fik han kun sat hænderne på bolden, så den kunne trille ind i målet bag ham. En kæmpe fejl fra den italienske målmand.

Med resultater er Manchester City nu seks point efter Liverpool. Manuel Pellegrinis mandskab har dog spillet én kamp færre.