Opholdet i RKC Waalwijk blev ikke til det nostalgiske eventyr i karrierens efterår, som Dennis Rommedahl kunne have håbet på.

Waalwijk har på sin hjemmeside netop offentliggjort, at Rommedahl er fortid i klubben. For halvandet år siden vendte han tilbage til klubben, som i sæsonen 97/98 var med til at give ham sit endelige gennembrud. Der var da også store planer om, at Rommedahl skulle spille sin sidste tid i Waalwijk-trøjen og derefter arbejde videre i klubben i en anden kapacitet.

Men sådan skulle det ikke gå. Nu, halvandet år efter, har Rommedahl stadig sin debut til gode, og den får han altså ikke lov til at opleve.

- Ansættelsen af Dennis hos RKC Waalwijk er desværre ikke gået, som parterne havde håbet, udtaler klubbens direktør, Remco Oversier, til klubbens hjemmeside.

Om den nu 36-årige dansker fortsætter karrieren, og i så fald hvor, vides endnu ikke.