Den portugisiske superstjerne Cristiano Ronaldo planlægger at spille på højeste plan i mindst seks-syv år endnu. Til den tid vil han være 35-36 år gammel.

Til et sponsorarrangement i Tokyo udtalte Cristiano Ronaldo, at han ser frem til den kommende sæson i Real Madrid, hvor målet er endnu flere trofæer, end kongeklubben vandt i sidste sæson. Samtidig fortalte han, at han planlægger er spille på højeste plan, indtil han er i midt-trediverne.

- Jeg vil gerne spille seks eller syv år mere på topplan, sagde portugiseren, der samtidig fortalte, at hans skadesproblemer inden VM-slutrunden i Brasilien nu endegyldigt er lagt bag ham.

- Jeg er virkelig fokuseret. Min skade er væk, og jeg føler mig stærk. Jeg er klar på at starte op igen og være i god form indtil slutningen på sæsonen, sagde han.

Cristiano Ronaldo havde sammen med Real Madrid en fantastisk sidste sæson, hvor de vandt Champions League og den spanske pokalturnering, Copa del Rey. I den kommende sæson vil han vinde endnu flere titler.

- Sidste sæson var fantastisk, og derfor har vi mulighed for at vinde seks trofæer næste sæson. Jeg vil gøre mit bedste, som jeg gør hver eneste sæson, hjælpe holdet og prøve at score mål, sagde portugiseren.

Real Madrid-truppen er lige nu i USA, hvor de skal spille træningskampe mod Inter, Roma og Manchester United.