Cristiano Ronaldo passerede lørdag Real-legenden Raul som Real Madrids mest scorende spiller nogensinde. Det skete i kongeklubbens pligtsejr på 3-0 over Levante.

324 mål for Real Madrid. Scoret i 310 kampe. Sådan lyder Cristiano Ronaldos suveræne målrekord, der har gjort ham til den mest scorende Real Madrid-spiller nogensinde. Rekord-målet blev sat ind i det 29. minut, da portugiseren scorede til 2-0 i lørdagens hjemmekamp mod Levante.

Cristiano Ronaldo spillede kampen som central angriber i fravær af den skadede Karim Benzema, mens Gareth Bale var tilbage på kanten efter sin skade.

Kongeklubben kom foran 1-0 på mål af brasilianske Marcelo, og spanske Jese lukkede og slukkede på Bernabéu med sin 3-0-scoring.

Dermed avancerer Real Madrid til førstepladsen i La Liga, men kan dog blive hentet af Barcelona, hvis det lykkes katalanerne at vinde deres kamp over Rayo Vallecano senere lørdag.