Christian Eriksen skal næsten have havehandskerne på for at komme til for alle de roser, der vælter ned over ham, efter han i søndagens 2-2-kamp mod Swansea reddede Tottenham med to flotte frisparksmål

Alle de største engelske medier kårer den danske midtbanemand til kampens spiller og giver ham høje karakterer for sin præstation.

Også Eriksens manager, Mauricio Pochettino, var fuld af rosende ord, da han efter kampen blev spurgt Eriksen.

»Han er en meget vigtig spiller for os, og giver du ham chancen for at skyde, kan han have en stor betydning i kampen. Han har et naturligt talent, men han bruger også meget tid på forbedre sig,« sagde Pochettino.

»Han er en af de bedste på dødboldsituationer. Det er svært at sige, om han er den allerbedste, men han er en af de bedste.  Det var nogle glimrende frispark.«

Eriksen selv var relativt fattet, da han efter kampen talte med Tottenhams tv-kanal.

»Det var en åben kamp med mange chancer, og der var også en del dueller og tacklinger. Heldigvis fik vi det ene point, men vi ville gerne have haft alle tre,« sagde han og beskrev sine to mål:

»Da jeg løb mod bolden ved det første frispark, så jeg, at målmanden tog et trin til den ene side, så jeg tog chancen og skød midt i målet. Heldigvis for mig gik han så langt ind bag muren, at han ikke kunne nå at se bolden.«

»Hvis den ved det andet frispark skulle i det nærmeste hjørne, ville det kræve en del fart på bolden. Jeg fornemmede, at målmanden troede, jeg ville gå efter det nærmeste hjørne, så jeg gik i stedet efter det lange, og heldigvis gik den ind.«

Tottenham indtager nu Premier Leagues ottendeplads med 13 point efter otte kampe. Efter landsholdspausen bliver første udfordring hjemmebanekampen mod Liverpool, der leder efter en ny manager, efter Brendan Rodgers blev fyret tidligere søndag.