Spøgelser i Rusland

Der var lukket for tilskuere i Moskva, da CSKA tog i mod de tyske mestre fra Bayern München. Det kunne mærkes på spillerne, der ikke just spillede den mest underholdende kamp. Begge hold kom dog frem til et par chancer, men uden nogen af dem for alvor blev farlige, og så var et straffespark nok til at afgøre kampen. Halvvejs gennem første halvleg blev Mario Götze nedlagt på kanten af feltet, men kampens dommer var ikke i tvivl om, det var inde i feltet, og så dømte han straffe til tyskerne. Det omsatte Thomas Müller i vanlig sikker stil og sikrede Bayerns deres anden sejr ud af to mulige i denne sæsons Champions League.

Dansk scoring på Cypern

Hele tre danskere havde fundet vej til Ajax' startopstilling, da de gæstede APOEL på Cypern. Og særligt en af dem - Lucas Andersen - imponerede stort og var toneangivende i hollændernes offensive spil. Derfor var det også helt fortjent, at den tidligere AaB-spiller kunne bringe sit hold foran med 1-0. Få minutter efter fik cyprioterne dog et meget tyndt straffespark, som Gustavo Manduca omsatte til mål. Begge hold pressede på for yderligere scoringer, men uden held, så kampen forblev 1-1.

Hviderussiske klø til Bilbao

På trods af en sløj sæsonstart for Athletic Bilbao, var de dog favoritter, da de gæstede BATE Borisov i Hviderusland. Men det var ikke til at se i første halvleg, hvor de efter 40 minutter var bagud med 2-0 på mål af Denis Polyakov og Aleksandr Karnitskiy. Kort inden pausen fik den rutinerede Aduriz dog udlignet for spanierne. Spanierne kom dog aldrig nærmere og dermed kan BATE glæde sig over lidt oprejsning efter 6-0 ydmygelsen for fjorten dage siden mod Porto.

Totti blev den ældste CL-målscorer

Francesco Totti rundede i lørdags de 38 år, men det er tilsyneladende ingen hindring for at spille på absolut topplan. Det vist han tirsdag aften i den svære udekamp mod Manchester City. Her blev han nemlig den ældste målscorer i Champions Leagues historie, da han udlignede til 1-1. På en friløber chippede han bolden elegant over en fremadstormende Joe Hart. Inden da var englænderne kommet foran på et klodset begået straffespark af Maicon, som Sergio Agüero omsatte til scoring. De to mål blev kampens eneste i en rigtig underholdende fodboldkamp.

PSG kunne uden Zlatan

Paris Saint-Germain er blevet beskyldt for at ikke at kunne vinde fodboldkampe uden Zlatan Ibrahimovic. Derfor var der noget, der kunne tyde på en svær kamp, når de skulle undvære svenskeren, da Barcelona gæstede den franske hovedstad. Og svært blev det da for franskmændene, men de fik til gengæld vist, at de sagtens kan uden Zlatan. Først var det David Luiz, der gjorde det til 1-0. Lionel Messi fik dog hurtigt udlignet. Inden pausen var det så Marco Verratti, der igen bragte PSG på sejrskurs, inden Blaise Matuidi øgede til 3-1. Men målene ville ingen inde tage, da Neymar lynhurtigt reducerede til 3-2. Det blev dog det sidste mål i en medrivende kamp.

Schalke skuffede mod miniputter

Der gik et chok igennem fodboldtyskland efter 37 minutter, da slovenske Maribor bragte sig foran mod Schalke 04 på et mål Damian Bohar. Slovenerne var nemlig ikke levnet mange chancer, men Schalke skuffede stort. Kort inde i anden halvleg fik altid farlige Klaas-Jan Huntelaar udlignet til 1-1, men på mystisk vis lykkedes det ikke for sydtyskerne at få scoret yderligere. Dermed så ligger begge hold med to point for ligeså mange kampe, hvilket er svært at forestille sig Schalke kan være tilfredse med.

Portugisisk vanvidscomeback

FC Porto fik en gylden mulighed for at komme foran på udebane mod Shakhtar Donetsk i første halvleg. Men Yacine Brahimi misbrugte et straffespark, og det så ud til at blive rigtig dyrt, da ukrainerne bragte sig i front kort inde i anden halvleg på mål af Alex Teixeira. Fem minutter før tid blev kampen så lukket, da Adriano gjorde det til 2-0 - troede man. For i det 89. minut fik portugiserne en livline, da Jackson Martinez reducerede på straffespark. Og i fjerde minuts overtid fuldgjorde han så comebacket, da han gjorde det til 2-2.

Chelsea brændte og brændte - og vandt

Chelsea sad på store dele af spillet, da de gæstede Sporting i Portugal. Men de formåede at brænde den ene friløber efter den anden både før og efter Nemanja Matics scoring, der bragte englænderne foran i første halvleg. Den scoring skal englænderne være glade for, fordi den gjorde at de mange afbrændere ikke blev rigtig dyre, da det lykkedes at liste en 1-0 sejr hjem. Dermed ligger Chelsea godt til med fire point og en førsteplads efter to kampe.