Der var dramatik til sidste fløjt i flere kampe i tirsdagens uhyggeligt spændende Champions League-opgør.

Roma snydt til sidst

Roma lignede længe et hold, der var ved at spille sig meget tæt på avancement fra gruppespillet i udekampen mod CSKA Moskva. Helt fortjent var italienerne kommet foran på et frispark af Francesco Totti kort før pausen. Romas dominans fortsatte i anden halvleg, hvor russerne havde svært ved at komme frem til det helt store. Men i de absolut sidste sekunder af kampen dukkede Vasili Berezutski op inde i feltet og fik udlignet til 1-1. En scoring, der gør, at CSKA stadig lever i turneringen, men de har brug for et godt resultat i sidste runde ude mod Bayern München.

City lever efter vild afslutning

Det lignede en fantastisk aften for Manchester City, da Bayern Münchens Mehdi Benatia blev vist ud for en nødbremse efter bare 20 minutter. Samtidig blev der dømt et straffe, som Sergio Agüero omsatte til scoring. Men kampen igennem var det dog ikke til at se, englænderne var en mand i overtal. Bayern sad nemlig solidt på spillet, og ved halvleg var de også foran 2-1 på mål af Xabi Alonso og Robert Lewandowski. City havde dog desperat brug for point, og i de sidste minutter kom forløsningen i Manchester. Argentinske Agüero blev helten med to mål i de sidste fem minutter, der sikrede en 3-2-sejr. Dermed er spændingen intakt i gruppe E inden sidste runde, hvor både City, CSKA Moskva og Roma alle har fem point.

Ajax havde PSG på krogen

Paris Saint-Germain var allerede sikret videre deltagelse i turneringen inden mødet på hjemmebane med Ajax. Alligevel kom franskmændene foran i første halvleg på et mål af Edison Cavani. I anden halvleg fik Ajax højst overraskende udlignet ved Davy Klaassen. Til sidst fik den tidligere Ajax-stjerne Zlatan Ibrahimovic dog sat tingene på plads med sin scoring til 2-1 mod sin tidligere klub, inden Edison Cavani med sit andet mål gjorde det til 3-1. I starten af kampen måtte danske Nicolai Boilesen udgå med, hvad der lignede en grim skade.

Messi fik sin rekord

Lionel Messi fik et hattrick og sikrede sig samtidig titlen som den mest scorende spiller nogensinde i Champions League, da Barcelona gæstede APOEL på Cypern. Først var det dog Luis Suarez, der stjal rampelyset, da han bragte spanierne foran 1-0. Kort før pausen scorede Messi så sit mål nummer 72 i turneringen og gik dermed forbi den tidligere Real Madrid-spiller Raul. Messi nåede også at score mål 73 og 74 inden kampen var omme, og så sikrede Barcelona sig en 4-0-sejr. Begge hold fik desuden smidt en mand ud i løbet af anden halvleg. Med sejren er der lagt op til en finale om førstepladsen i gruppe F, når Barca møder Paris Saint-Germain i sidste runde.

Schalke ydmyget af Chelsea

Der var lagt op til en spændende kamp i gruppe G, da Chelsea lagde vejen forbi Tyskland, hvor Schalke 04 ventede. Men kampen blev mere underholdende end spændende, for Mourinhos tropper rundbarberede fuldstændig tyskerne og vandt 5-0. Først var det John Terry, der bragte dem på sejrskurs, inden Willian og et bizart selvmål af Jan Kirchhoff gjorde det til 3-0 ved pausen. I anden halvleg bød også Didier Drogba og Ramires ind med mål, der sikrede slutresultatet. Sejren sikrer Chelsea førstepladsen i gruppen inden sidste runde.

Sporting tændte lyset i mørket

Sporting fik en flyvende start hjemme mod Maribor, da Carlos Mané efter blot 10 minutter bragte portugiserne foran. Det ville den tidligere Manchester United-spiller Nani dog ikke stå tilbage for, og kort inden pausen udbyggede han føringen efter små driblinger i feltet. Et selvmål af Jefferson gjorde det dog til 2-1 inden pausen. En pause, der kom til at vare noget længere end de normale 15 minutter, da lyset gik på stadion. Da lyset endelig kom igen fik Sporting dog hurtigt slukket det for deres slovenske modstander, da Slimani gjorde det til slutresultatet 3-1. Dermed indtager de den vigtige andenplads i gruppe G to point foran Schalke inden sidste runde.

Bilbao overraskede i Ukraine

Det er ikke meget Bilbao har bidraget med i årets turnering, men tirsdag aften rørte de for første gang på sig, da de på udebane mod Shakhtar Donetsk fik revet en 1-0-sejr hjem. Målet blev sat ind af Mikel San José halvvejs gennem anden halvleg og sætter spanierne i en fordelagtig position til at sikre sig tredjepladsen, som giver Europa League, i gruppe H. Shakhtar har med nederlaget mistet muligheden for at nå førstepladsen i gruppen, men er dog sikre på at nå knockout-fasen.

Overlegne portugisere

FC Porto var allerede sikret videre deltagelse i Champions League. Det forhindrede dog ikke portugiserne i at snuppe endnu en sejr til samlingen i udekampen mod BATE Borisov. Først var det Hector Herrera, der på et langskud passerede BATEs målmand, der ikke så for heldig ud. Dernæst var det holdets bomber Jackson Martinez, der efter flot sammenspil kunne øge føringen til 2-0. I de sidste minutter af opgøret gav Cristian Tello tilskuerne et mål at gå hjem på, da han gjorde det til 3-0. På trods af nederlaget har BATE stadig chancer for at snuppe tredjepladsen i gruppen.