Der er vild jubel i Nest-Sotra, fordi Michael Schjønberg er blevet ansat som klubbens nye cheftræner.

47-årige Michael Schjønberg er netop blevet præsenteret som ny cheftræner i Nest-Sotra, der har hjemme i Norges næstbedste række.Danskeren var indtil for nylig tilknyttet trænerstaben i Vålerenga, men i sommer blev han nævnt som kandidat til landstrænerposten i både Japan og Sydkorea.

Han har tidligere været sportsdirektør i Kaiserslautern og cheftræner og sportsdirektør i FC Vestsjælland. Inden har den tidligere landsholdsspiller også været træner i tyske Hannover og i Herfølge. I Nest-Sotra, der tidligere har haft David Nielsen som cheftræner, jubler de over danskerens ankomst.

- Dette er et scoop. Michael Schjønberg har hele den pakke, vi kigger efter. Han passer perfekt ind i vores filosofi. Han har samme fodboldforståelse som Nest-Sotra. Hans erfaring og fodboldkendskab er af en anden verden. Og så er han lidt speciel, og det passer os meget godt, siger daglig leder Michael Lyvholm til klubbens hjemmeside.

Selv understreger Schjønberg over for BT, at han ikke er for fin til at tage et job i Norges næstbedste række, selvom der også var trænermuligheder i Tippeligaen. Han glæder sig tværtimod til udfordringen ved igen at blive cheftræner.

- Jeg kan lide projektet Nest-Sotra. Jeg vil være med på rejsen, og jeg synes, det klubben har klaret indtil videre er utroligt spændende. Derfor vælger jeg Nest-Sotra. Jeg kan lide, måden Nest spiller fodbold på, og jeg ser frem til at tage klubben videre. Vi har meget at give hinanden. Jeg ser frem til at bidrage og samtidig også lære meget af af Nest-Sotra, siger Schjønberg.

Schjønberg har underskrevet en toårig kontrakt.