Leicester har gang i den største solstrålehistorie i topfodbold i denne sæson og ligger med 13 runder tilbage af Premier League med gode chancer for at vinde guld.

Så gode, at verdens største bettingfirma lørdag gjorde mandskabet til favorit som engelsk mester og nu kun giver pengene godt tre gange igen, hvis Kasper Schmeichels hold vinder det hele. Før sæsonen gav Leicester pengene 5.000 igen.

Historien om den lille klub, der klarer sig formidabelt i verdens mest pengestærke liga, er så fascinerende, at den ifølge manager Claudio Ranieri giver håb for alle.

»I en tid, hvor penge betyder alt, tror jeg, at vi giver håb for alle,« siger Claudio Ranieri ifølge football-italia.net.

Den italienske manager overtog før denne sæson Leicester, og det har selvsagt været en kæmpe succes, men det var ikke uden hævede øjenbryn, at Ranieri trådte ind i klubben, fortæller manageren.

»Jeg ankom i august og begyndte at se optagelser af alle deres kampe fra sidste sæson. Da jeg talte med spillerne, gik det op for mig, at de var bange for de italienske justeringer på taktikken. Det, fodbold handler om for en italiensk træner, er en taktik, hvor man prøver at kontrollere kampen ved at følge nogle idéer og systemer, træneren har. Du taler meget om fodbold,« siger Ranieri og tilføjer:

»Men de (spillerne, red.) virkede ikke til at være overbeviste, og det var jeg heller ikke. Jeg er fuld af beundring over for dem, der har udviklet nye taktiske systemer, men jeg har altid syntes, at det vigtigste for en god træner er, at han kan bygge et hold op om de karakteristikker, spillerne har.«

»Så jeg fortalte spillerne, at jeg stolede på dem og taler meget lidt om taktik. Det var vigtigt for mig, at de alle sammen kæmpede hårdt, som jeg også så dem gøre mod slutningen af sidste sæson.«

Leicester var i store dele af sidste sæson tæt på nedrykning, men klarede frisag med en flot slutspurt. Den bølge er succes kan man roligt side, at holdet er redet videre på.