Aldrig har Premier League-klubberne investeret så voldsomt, som de gjorde i det netop overståede transfervindue. En astronomisk tv-aftale er en del af forklaringen, lyder det fra økonomiske eksperter.

Knap 8 milliarder kroner røg ud af Premier League-klubbernes pengekasser. Betydeligt mere end de cirka 6,5 milliarder kroner, som samtlige klubber i den bedste spanske OG italienske række investerede i nye spillere.

I forhold til 2013 forøgede de engelske klubber deres 'fælles-shopping' med mere end 700 millioner kroner.

TOTALT FORBRUG I PREMIER LEAGUE


En tv-aftale til en værdi af godt 50 milliarder kroner gør shopping-vanviddet muligt.

- Den tv-aftale, Premier League-klubberne fik sidste år, har givet klubberne mange flere penge, siger Jesper Jørgensen fra Deloitte, sportsøkonom med ekspertise i fodbold, til bt.dk.

Han bakkes op af sin britiske kollega Dan Jones, der ligeledes er partner i Deloitte.

- Sidste år modtog klubberne i gennemsnit 25 millioner pund (235,7 millioner kroner) mere i tv-penge end op til 2012/2013-sæsonen. Det har været benzinen, der hjalp til rekordhandlen denne sommer, forklarer Dan Jones til BBC.

Manchester United blev den soleklare højdespringer i det netop overståede engelske transfervindue med svimlende 1,4 milliarder. Ángel di Maria-indkøbet i Real Madrid udgjorde med et prisskilt på 560 millioner kroner (britisk transferrekord) en stor del af Uniteds transfer-lagkage.

Alligevel var det ikke nok til at blive den største sommerhandel i Europa. Den stod FC Barcelona for med 604 millioner kroner-indkøbet af Luis Suarez i Liverpool.

DE TRE STORE LIGAER (samlet forbrug i milliarder kr.)

Tilbage svæver nu spørgsmålet om Financial Fair Play. UEFAs regelsæt, der skal forhindre klubberne i at forblænde sig i stjerneindkøb uden skelen til økonomien. Tidligere på året blev både Paris Saint-Germain og Manchester City straffet af UEFA for at køre fodboldbutikken med for store underskud. Røde tal, der dog næppe bekymrer hverken parisernes eller Manchester-klubbens stenrige ejere, der bliver ved med at poste milliarder i klubberne.

Skal man tro den colombianske journalist Saris Bello, var det netop reglen om Financial Fair-Play, der forhindrede Manchester City i at hente Radamel Falcao, der i stedet endte hos konkurrenterne Manchester United.   

- Manchester City og Paris Saint-Germain har ikke været nær så aktive, som man har set tidligere, fordi de har fået lagt begrænsninger, siger Jesper Jørgensen og giver et bud på, hvordan Manchester United kunne lægge 1,4 milliarder kroner for nye spillere uden at forbryde sig på reglementet. 

- Man skal se det i lyset af, hvor mange penge, aktionærer og sponsorer lægger i klubben. Manchester United har fået sponsoraftaler med Chevrolet og Adidas, forklarer han.

Økonomisk fair play eller ej. Med et kig på transferoverblikket kan man konstatere, at megahandlerne fortsat lever i bedste velgående. Foruden Luis Suarez og Angel Di Maria blev også James Rodriguez, Diego Costa, Cesc Fabregas og David Luiz skudt af sted for trecifrede millionbeløb.

Og hvad så med fremtiden?

- Vi har kun set toppen af isbjerget, vurderer Jesper Jørgensen og henviser igen til de uhyrlige summer, som tv-industrien genererer til klubberne. 

PREMIER LEAGUES MEST SHOPPING-GLADE KLUBBER