Sepp Blatter bliver belastet gevaldigt af et brev, som chefreporteren for Press Association, Martyn Ziegler, tirsdag delte på Twitter. Det kan meget vel være hovedårsagen til, at præsidenten for FIFA tirsdag aften trak sig fra sin post.

I brevet, som kan læses nedenfor, dokumenteres det, at en mistænkelig betaling på 10 millioner dollars blev adresseret til Jerome Valcke, generalsekretær og Sepp Blatters højre hånd i FIFA - i praksis det samme som at stile brevet direkte til Sepp Blatter.

I sin enkelthed fortæller brevet, der er afsendt af det sydafrikanske fodboldforbund, om, hvordan de godt 70 millioner kroner blev sendt direkte til Jack Warner, daværende vice-præsident i FIFA, der også er blandt de personer, som er anklaget for korruption og bestikkelse af det amerikanske forbundspoliti FBI.

Ordlyden i brevet er, at pengene skal administreres af præsidenten for CONCACAF, forbundet for Caribien og Nord- og Mellemamerika, og den person var ingen ringere end Jack Warner. I brevet står der, at pengene skal bruges i en fond, men Ifølge anklagerne har Warner modtaget pengene som bestikkelse for til gengæld at stemme på Sydafrika som værtsnation for VM i 2010.

For Sepp Blatter er den rygende pistol, at brevet er stilet til generalsekretæren i FIFA, Jerome Valcke, der dermed umuligt kan have været uvidende om bestikkelsen. Det samme kan siges om Sepp Blatter.

Her kan du læse brevet, som Martyn Ziegler har delt på Twitter:

»Bombe: Et brev fra det sydafrikanske fodboldforbund til FIFA instruerer en betaling af 10 millioner dollars til Waner (Jack, red.) VAR adresseret til Jerome Valcke,« skriver Martyn Ziegler som tekst til brevet.

Fredag blev Sepp Blatter ellers genvalgt som præsident, men tirsdag aften indkaldte han til et pressemøde og annoncerede sin afgang. Nu skal et nyt valg, som ventes afholdt hurtigst muligt, afgøre, hvem der skal efterfølge Sepp Blatter, der har siddet på posten i 17 år. Han fortsætter sit virke som præsident, indtil der er fundet en ny.

Sepp Blatter er indtil videre ikke anholdt eller anklaget af FBI for at have gjort noget galt, men ifølge amerikanske ABC News efterforsker forbundspolitiet præsidenten.