Under Dortmunds 3-0-sejr mod Paderborn lørdag eftermiddag viste hjemmeholdets fans sympati for de danske fans, der i næste sæson risikerer at skulle have et såkaldt away-kort for at se favoritholdet fra Superligaen spille på udebane.

Over de seneste uger har det danske fodboldlandskab været præget af en debat om det lille kort, som fans fra næste sæson formentlig skal medbringe, hvis de vil bakke op om yndlingsholdet på udebane. Kortet skal være med til at sikre, at personer med karantæne på hjemmebanen heller ikke kommer ind på stadion på udebane.

Læs også:

I Tyskland har Dortmund nogle af de mest kendte fans. Især dem, der står på endetribunen med tilnavnet 'Den Gule Mur', er kendt for at bakke sit hold op på fantastisk vis. Men de kan også støtte danske fans.

På Signal-Iduna Park stod flere fans af hjemmeholdet med et banner, der havde påskriften:

»Stop nationalt awaykort - frihed for alle fans.«

Det er Divisionsforeningen i Danmark, der vil indføre away-kortet, men det har fået de danske fans op på dubberne. Brøndby Support har blandt andet opfordret til boykot af udekampe, hvis kortet bliver indført.