Ståle Solbakken henter opbakning fra direktør Anders Hørsholt, der dog stadig ikke fraviger kravet om et mesterskab til københavnerne

Som Ståle Solbakken trådte ind på pressemødet i Telia Parken før Europa League-opgøret mod de finske mestre HJK Helsinki, var det slet ikke til at se, at nordmanden er mere presset som FCK-manager end nogensinde før.

Med vanligt højt humør og en kiks i munden fik han forklaret, at han trods en dårlig start på Superligaen vil holde fuldt fokus på at gå videre fra det europæiske gruppespil, og Superligaen kun har et succeskriterium – den skal vindes.

- Jeg har altid haft det princip i FCK, at vi skal være gode nok til begge dele, og det skal vi også være nu. Det to turneringer er uafhængige af hinanden, lyder det fra Ståle Solbakken.

Ordene kommer kun få dage før, at FC København i weekenden skal op mod ærkerivalerne fra Brøndby i ottende runde af Superligaen og allerede nu er 10 point efter førerholdet FC Midtjylland.

Ståle Solbakken sætter sin lid til, at mange skadede spillere er på vej tilbage fra skader, og han reelt set kun har Tom Høgli, Christoffer Remmer og Steve de Ridder som ukampdygtige.

- Nogle af dem kan ikke holde 90 minutter torsdag (i dag, red.) og søndag, men der ved vi, at vi har mulighederne for at stille med et slagkraftigt hold hver gang. Vi har nu indskiftere, som kan gøre en forskel, og det har vi ikke haft hidtil i sæsonen, så jeg tror, spillet kommer til at flyde, i takt med at spillerne kommer tilbage, tilføjer den, udefra set, pressede norske manager.

Han har i over et år styret tøjlerne i klubben for anden gang i sin trænerkarriere, men selv om det kun blev til en sølvmedalje i sidste sæson og en svær begyndelse på den nye, er der umiddelbart langt til en fyreseddel fra direktør Anders Hørsholt.

- Vi har ikke fået de point på kontoen, som vi skulle, men til gengæld har vi internt i vores organisation gjort rigtig meget for at være klar til den fremtid, vi kigger ind i. Så jeg er egentlig godt tilfreds med alt det, der er leveret – undtagen lige på pointsiden, forklarer Anders Hørsholt og afviser, at der er kommet et yderligere pres på Ståle Solbakkens job i klubben.

- Nej, vi har vores målsætninger, og dem holder vi fast i. Det gør vi stadigvæk. Man kan sige, at det hold, vi har sat nu, er sat til at skulle udvikle sig over tre år. I øjeblikket er det år ét i den sammenhæng, så på den måde har vi et langt perspektiv, og den trup, der står her nu, skal være her i en del år endnu og skal blive bedre sammenspillet over tid.

- Vi ryster ikke på hånden. Vi tror på det, vi laver – og på vores spillere. Vi har rigtig meget kvalitet i det, vi laver, og det skal nok komme til at give nogle point, det er vi sikre på. Vores målsætning er altid at blive mestre, og det vil den også være i år. Vi har før hentet 10 point, og det kan vi gøre igen, slår Hørsholt fast.

Før fokus kan komme over på Superligaen, skal HJK Helsinki dog besejres i aften, og Ståle Solbakken betoner vigtigheden af at vinde.

- Jeg føler, at vi har muligheden for at gå videre fra denne gruppe, og derfor er denne kamp mod Helsinki meget vigtig. For vinder vi den, har vi tre point, og derefter har vi de to sværeste udekampe mod Club Brugge og Torino, og skulle det gå sådan, at vi ikke får point dér, har vi fortsat de to samme hold på hjemmebane plus det finske hold på udebane. Så vinder vi dem, kommer vi op på 12 point, og så har vi sandsynligvis point nok til at gå videre.