Serbien er langt fra tilfreds med den straf, som UEFA har tildelt dem oven på tilskuerurolighederne mod Albanien i EM-kvalifikationen.

Urolighederne begyndte, da en drone med et såkaldt storalbansk flag fløj ind over stadion i Beograd. Det fik den serbiske spiller Stefan Mitrovic til at hive flaget ned - noget, der straks fik albanerne helt op i det røde felt. Situationen eskalerede yderligere, og det kom blandt andet til slåskampe mellem spillere og fans. Efterfølgende nægtede de albanske spillere at genoptage kampen.

Tidligere fredag besluttede UEFA at tildele Serbien en skrivebordssejr på 3-0 oven på urolighederne. Samtidig bliver de dog frataget tre point, skal spille de to næste kampe i kvalifikationen - herunder en kamp mod Danmark den 14. november - for tomme tribuner, ligesom østeuropæerne får en bøde på 750.000 kr. Men den straf er det serbiske fodboldforbund altså langt fra tilfreds med. Ifølge AFP har de derfor tænkt sig at appellere afgørelsen.

Hos modstanderne fra Albanien er man heller ikke tilfreds med UEFA. Udover at blive taberdømt i kampen får albanerne også en bøde på 750.000 kr.

- UEFA-kommissionens beslutning er ikke retfærdig. De tre point tilhører Albanien, og UEFA har taget noget fra os, som vi fortjener at have, siger Albaniens italienske landstræner Gianni De Biasi til nyhedsbureauet AFP.

Kampen blev afbrudt ved stillingen 0-0 efter 41 minutters spil.