Pione Sisto sætter ord på nogle turbulente måneder med et trænerskifte, massiv hype og en beslutning om at sige nej tak til millioner

Han er opvokset i den lille midtjyske flække Tjørring uden for Herning. En stille by, hvor man har det bedst i de lave gear, og hvor byens fodbolddrenge kan løbe rundt i anonymitet og drømme sig mod Europas store arenaer.

Sådan var det også for byens fodboldstolthed, Pione Sisto, i de unge drengeår, inden gearstangen i takt med forløsningen af et særligt talent gradvist fik et nøk opad. Nu og de seneste par måneder har han ramt femte gear. Ikke altid på banen, hvor denne sæson har budt på et lille formdyk, men i det omkringliggende cirkus, der også er en vigtig del af den professionelle fodboldindustri. Der var hovedrollen i sidste sæsons mesterskabskamp mod FC København, U21-EM i Tjekkiet og senest transferdramaet, der helt til det sidste pegede på et storsalg til udlandet. I stedet endte det med et nej tak til millioner og et udlandseventyr og en fortsættelse af opholdet på Heden i FC Midtjylland.

En turbulent tid, som 20-årige Pione Sisto nu sætter ord på for første gang.

»Vil du snakke?,« siger han på sit klingende jysk og kommer hurtigt på benene igen efter at have ligget på gulvet i landsholdslejren i Helsingør på Hotel Marienlyst og lavet et par øvelser ved siden af landsholdskammeraterne.

I morgen gælder det EM-kvalifikationskampen hjemme mod Albanien, hvor Pione Sisto i skadede Christian Eriksens fravær kan få en rolle. Og dermed sin A-landsholdsdebut.

Og så går vi i gang. Med et tilbageblik på tiden siden maj, da han gjorde comeback efter et halvt års skadespause med en guldscoring i topbraget mod FC København. På DM-titlen, rygterne om interesse fra FC Barcelona, Manchester City og FC Porto og på en hype, der gjorde ham til et af dansk fodbolds mest omtalte og eftertragtede spillere.

Hvordan oplevede du den tid?

»Jeg oplevede det som en tid med masser af opmærksomhed. Det kunne jeg selvfølgelig godt mærke på banen, men især også uden for banen via medierne. Det var en tid, hvor jeg godt kunne mærke, der var skriverier omkring mig.«

Hvordan var det for en ung knægt fra Tjørring, der er vant til små armbevægelser, pludselig at blive centrum for hele fodbolddanmark?

»Ja, hvordan er det egentlig? Det var jo første gang, jeg oplevede så massiv en opmærksomhed. Første gang man oplever det, handler det om at bearbejde det og lære at håndtere det, for det kan jo komme til at skade én, hvis man ikke forholder sig rigtigt til tingene. Det var noget, jeg gik meget op i i perioden.«

Hvilke værktøjer brugte du? Og hvem brugte du?

»Jeg tror, det er vigtigt at holde sig til de personer, man er tættest med. Jeg brugte min familie, min træner og min agent, så jeg hele tiden vidste, hvad der holdt vand, og hvad der ikke gjorde. Og så måske ikke gøre så meget ud af det, men bare fokusere på det, man kan. Det kan selvfølgelig være lidt svært, men det, tror jeg, er vigtigt, når der er så stor opmærksomhed,« fortæller Pione Sisto, der har sat sig til rette i en af de blå polstrede stole ud til vinduespartiet i hotellobbyen i Helsingør.

Til rette fandt han sig også under den nu afgåede træner Glen Riddersholms vinger i FC Midtjylland. Det var Riddersholm, der formede Pione Sisto, gav ham chancen og støttede ham i kampen for at slå igennem som professionel forboldspiller. Derfor var det også et chok, der ramte Pione Sisto, da han sad i Tjekkiet med U21-landsholdet til EM og hørte, at Riddersholm havde sagt op.

»Jeg må sige det sådan, at da jeg hørte, at samarbejdet mellem ham og FC Midtjylland var brudt sammen, var det mærkeligt for mig. Det var første gang, jeg oplevede en trænerfyring, så det var mærkeligt.«

Var det svært for dig?

»Ja, han har betydet en del for mig. Det var ham, der gav mig chancen og den træner, der har set nogle ting i mit spil. Det er selvfølgelig dejligt for mig, at han gjorde det.«

Taler I stadig sammen?

»Lidt. Han har selvfølgelig et forhold til nogle af spillerne.«

Pione Sistos klubtræner hedder nu Jess Thorup, der har formået at videreudvikle succesen i den midtjyske mesterskabsklub. Nu venter et arbejde med at få Pione Sisto tilbage i den form, der atter skal få europæiske topklubber til at sværme om den afrikansk-danske diamant.

Pione Sisto erkender, at han endnu ikke er helt oppe på sit gamle niveau efter skaden, der holdt ham ude det meste af foråret, men erklærer sig tålmodig. Han afviser, at skuffelsen fylder, selv om udlandsdrømmen i denne omgang brast.

»Jeg vil sige det sådan, at jeg havde håbet på, der kom et rigtigt bud fra en rigtig klub i forhold til mine interesser, men det gjorde der ikke. Og når der nu ikke gjorde det, var det vigtigt for mig, at jeg handlede med fornuften og ikke bare kastede mig ud i noget. Der er altid en risiko, når man tager til udlandet, men jeg vil føle, at jeg har minimeret risikoen, inden jeg tager det skridt.«

Hvad er så det rigtige for dig?

»Det er svært at sige, men min agent præsenterer jo nogle klubber, når der er henvendelser, og så gør jeg op med mig selv, om det er noget for mig eller ej. Jeg tror, det er svært, før man er blevet præsenteret for noget, om det er det eller det, jeg vil have. Man kan godt blive overrasket over, hvordan det egentlig er.«

Er der nogle ligaer du ser dig selv i mere eller andre?

»Jeg ser i hvert fald ikke mig selv i russisk fodbold,« siger Pione Sisto med et grin og tilføjer:

»Jeg er en teknisk spiller, så jeg ser mig gerne i fodbold med teknisk højt niveau, men nu til dags skal du have en god teknik for at begå dig i alle de store ligaer, så jeg er meget åben i forhold til tingene,« siger Pione Sisto, inden han smutter ud på træningsbanen.

Klar til at jagte det sjette gear.