Lionel Messi bærer en hel nations tårnhøjde forventninger om en Copa America-titel på sine skuldre. Argentina er tårnhøje favoritter, men hverken holdet eller hovedpersonen selv har imponeret indtil nu.

Verdens vel nok bedste fodboldspiller var arkitekten bag Barcelonas drømmesæson, hvor klubben vandt alle turneringer, de deltog i. Anderledes sparsom har succesen været for Lionel Messi, når han har tørnet ud for Argentina. Altid lige ved og næsten.

Men nu skal det endelig være. Argentina har med hiv og sving spillet sig frem til semifinalen i Copa America og er storfavorit til at løfte trofæet for første gang siden 1993. Dengang vandt Argentina Copa America i Ecuador, men siden har Argentina ikke stået øverst på skamlen ved de sydamerikanske mesterskaber eller ved VM. Det på trods af, at Argentina har kunnet mønstre et stjernespækket mandskab anført af Messi, der debuterede i slutrundesammenhæng ved VM i Tyskland i 2006.

’La Albiceleste’ har dog været tæt på i to omgange. Men både i Copa America-finalen i 2007 og VM-finalen i 2014 måtte argentinerne se sig slået – af henholdsvis Brasilien og Tyskland.

Men nu skal det være. For det vil være en dødssynd, hvis ikke Argentina vinder minimum et stort trofæ i nutidens Messi-æra.

»Det vil være utilgiveligt, hvis denne generation af spillere ikke vinder en titel,« sagde Argentinas landstræner Gerardo Martino forud for Copa Americas start.

Og det har han ret i, når man skimmer stjerne-navnene på Argentinas trupliste. Der er grobund for et argentinsk festfyrværkeri med offensive profiler som Sergio Agüero, Gonzalo Higuain, Carlos Tevez og Angel Di Maria, mens holdets defensiv udgøres af stærke navne som Javier Mascherano, Nicolas Otamendi og Pablo Zabaleta.

Men prangende har spillet ikke været endnu. I Argentinas åbningskamp spillede de uafgjort 2-2 mod Paraguay efterfulgt af to smalle 1-0-sejre over Uruguay og Jamaica. I Kvartfinalen mod Colombia var Messi og co. klart overlegne i spil og chancer, men skarpheden var ikke eksisterende. Kun en afgørende scoring i straffesparkskonkurrencen af Carlos Tevez sikrede semifinalepladsen.

Hvis man var overtroisk, kunne man fristes til at mene, at der ligger en forbandelse over Lionel Messi, når han trækker landsholdsdragten over hovedet. I sine 101 landskampe har han scoret 46 mål. Det er flot, men det er også langt fra det imponerende snit, som Messi har præsteret på klubholdet Barcelona. Fra 2008, til og med den netop afsluttede sæson, har Lionel Messi scoret 370 mål i 372 kampe for Champions League-vinderne. Der er den skarphed, som Messi ikke i samme høje grad har for Argentina.

Lionel Messi har indtil nu kun formået at score et enkelt mål i Copa America, trods talrige muligheder mod især Colombia. Hans landsholdskollega og gode ven, Sergio Agüero, er dog sikker på, at Messi slår til, når det for alvor gælder.

»Målene skal nok komme, han skal bare være tålmodig. Han er altid under pres for at score mål, så han kender følelsen. Men han satser altid med hjertet, og han bliver ved med at kæmpe. Det giver holdet selvtillid, for når Messi kæmper, så kæmper hele holdet med ham,« sagde Agüero til pressen forud for semifinalekampen mod Paraguay.

Argentina spiller deres semifinale mod Paraguay natten til onsdag.