Grove tacklinger, håndgemæng på banen og en scoring i fem minutters overtid.

Selvom den enlige scoring lod vente på sig i Liverpools 1-0-sejr over Everton, var der masser af drama og intensitet i merseyside-derby nummer 227, der først blev fløjtet af efter otte minutters spilletid.

Scenen var Goodison Park med Everton på jagt efter Premier Leagues subtop og Liverpool med næsen efter Chelsea og Manchester City på ligaens to øverste pladser. Det endte med at være Liverpool, der efter Sadio Manés overtidsscoring kunne juble over 'mission accomplished'.

Forskellen i tabellen var ikke til at se i kampens første halvleg. Everton kom tordnende fra start sprængfyldt af den medicin, Liverpool-manager Jürgen Klopp har indtaget den røde del af Beatles-byen med: Presspillet.

Det stressede tydeligt Liverpool-spillerne, der i kampens første halve time aldrig fik spillet til at flyde. Desværre for hjemmeholdet formåede de heller ikke at kreere noget.

Det gjorde gæsterne til gengæld efter 36 minutter, hvor belgiske Divock Origi misbrugte en fin mulighed efter et gennemspillet angreb, men da dommer Mike Dean fløjtede til pause, var stillingen fortsat 0-0.

Derefter kom der for alvor gang i de syngende tacklinger og en lydkulisse, der var tortur for sarte øregange.

Med indskiftningen af veteranen Gareth Barry, der fik sin Premier League-kamp nummer 610 og dermed overgik Frank Lampard som spilleren med næstflest Premier League-opgør i karrieren (Ryan Giggs fører med 632), forsøgte Everton at få mere styr på den midtbane, som ifølge flere internationale medier skriger efter danske Thomas Delaney. Han har dog som bekendt en forhåndsaftale med tyske Werder Bremen.

Men i stedet var det Liverpool, der kom meget bedre med og i to omgange skabte store chancer til brasilianske Roberto Firmino. Men takket være den indskiftede målmand Joel Robles, som måtte erstatte skadede Maarten Stekelenburg efter pausen, kunne The Toffees ånde lettet op.

Ross Barkley begik en voldsom tackling på Jordan Henderson, som du kan se i klippet herunde. Artiklen fortsætter under videoen.

 
Ross Barkley diskede i går aftes op med en sand svinestreg, da han på det groveste savede Henderson midt over, i en tackling der nemt kunne have meget værre.
Vis mere

Det kunne også Liverpool-kaptajn Jordan Henderson efter en modbydelig tackling af Evertons hardhitter Ross Barkley. Tyve minutter før slutfløjt kom energibundtet tordnende med knopperne ind i Liverpool-kaptajnens ankel, og det fik omgående Liverpool-manager Jürgen Klopp til at tage sig til hovedet og levere en grimasse, der mest af alt lignede frygt for et brækket ben. Med god grund. På forunderlig vis slap Ross Barkley med gult, og mindst lige så utroligt kunne Jordan Henderson spille videre.

Dermed kunne han også juble over indskiftede Daniel Sturridges aktion i fire minutters overtid. På kanten af feltet sendte han et fladt skud på stolpen, og på riposten var Sadio Mané hurtigst.

Dermed endte det 1-0 til Liverpool, der både vandt håneretten i fodboldbyen og retten til at drømme videre om det engelske mesterskab.