Barcelona har virket helt suveræne i denne sæson, hvor de med en målscorer på 18-0 indtil videre er gået ubesejret.

Det blev der i den grad lavet om på tirsdag aften, da de gæstede PSG i den franske hovedstad. Hele tre mål måtte de indkassere efter flere fejl i en rystende usikker defensiv. Barcelona-træner Luis Enrique gjorde det efter kampen også klart, at fejl ikke kan accepteres i Champions League.

- I sådan en kamp er det kostbart at lave fejl, og vi lavede nogle stykker i dag. Men sæsonens første nederlag måtte jo komme på et tidspunkt, sagde han efter kampen ifølge UEFA.com.

På trods af 3-2 nederlaget ligger Barcelona på andenpladsen i gruppen efter de første to kampe, og det er ifølge træneren ingen ulykke.

- Vi ligger nummer to, men vi vidste at det her ikke ville blive let. Det er Champions League og her er intet let. PSG er et hold som os. De har mulighed for at vinde hele turneringen, lød det fra træneren.

Gruppens to andre hold, Ajax og APOEL, spillede 1-1, hvilket var det bedst mulige resultat for Barcelona, der møder Ajax i næste runde.

- Det var vigtigt, at de to andre hold spillede uafgjort. Men vi skal stadig spille bedre for at komme videre fra gruppespillet, vurderede holdets midtbanespiller Andrés Iniesta.