Evian blev tilbudt de millioner, klubben ønskede for Daniel Wass, men pludselig skruede klubben prisen op, og det skuffer danskeren.

En af Evians største salgsvarer i det netop afsluttede transfervindue var danske Daniel Wass.

Interessen fra andre klubber var således stor efter en fornem sæson sidste år, og som BT har beskrevet, blev man i Evian enige om, at profilen kunne skydes af sted for omkring 30 mio. kr.

BT kan nu afsløre, at flere store klubber var klar til at honorere klubbens krav, men pludselig blev prisen sat yderligere op, og så trak man følehornene til sig.

Ifølge BTs kilder bød St. Etienne i den sidste uge af transfervinduet lige over 26 mio. kr. for Wass, mens også Rennes, Toulouse og Marseille henvendte sig med henblik på et køb, men alle trak sig, da Evian ville have mere. Nu kostede Daniel Wass 45 mio. kr.

- Der har ikke været så meget at arbejde med, synes jeg. Jeg havde håbet på at komme væk til en fair pris, men den har været højere end som så. En aftale er en aftale, og vi havde en indikation om, at prisen var på det niveau, som du nævner. Og som vi også syntes var høj i forvejen, og så gik den højere op, siger Daniel Wass.

- Klubben har været ude og sige, at der ikke har været nogen tilbud, men det har der. Det ved jeg. Og jeg ved også, at der har været en masse forespørgsler, men Evian har bare lukket ned, fordi de har haft en høj pris, tilføjer den 25-årige spiller.

Daniel Wass blev personificeringen af Evians overlevelse i Ligue 1, da han scorede ni mål, og særligt i den direkte kamp om overlevelse mod Sochaux var han dominerende med to mål og en assist i 3-0-sejren.

Nu spekulerer landsholdsspilleren så i, om hans fantomkamp den skæbnesvangre aften på Stade Auguste Bonal på uhensigtsmæssig vis har sat en stopper for et skifte til en større klub.

- Jeg blev kaldt redningsmanden efter den kamp, og jeg tænker lidt, ’hvad hvis jeg ikke havde spillet så godt?’ Så var vi måske røget ned, og så havde prisen måske været en anden.

- Jeg kan tydeligt huske, at folk kom hen til mig og omfavnede mig og sagde tak. Store sponsorer, præsidenten, træneren og andre folk sagde: ’Vi skal nok finde en stor klub til dig’. Og så sætter jeg selvfølgelig næsen op efter det, men jeg synes slet ikke, at der bliver kæmpet for det fra klubbens side.

- I og med at jeg gjorde det godt, kæmpede for klubben, gav alt, hvad jeg havde i mig, og havde en kæmpestor andel i at redde klubben - jeg skaffede faktisk rigtig mange millioner kroner til klubben, fordi vi blev oppe og fik en højere placering - så havde jeg måske også forventet, at klubben var lidt fair over for mig og havde sagt: ’Tak for tre gode år’ og så skudt mig af for en fair pris. Men mere vil have mere.

- Evian ville slet ikke komme med en pris til andre klubber, så når der kom en forespørgsel, sagde klubben bare, at de kunne byde. Og når de så sagde, hvad de kunne byde, blev der bare lukket ned, forklarer Wass, som i denne sæson har scoret to mål.

Men ligesom holdet, der ligger sidst i tabellen, har Daniel Wass ikke præsteret, og han indrømmer, at transfervinduet har haft en negativ påvirkning på hans spil.

- At jeg er glad uden for banen, betyder alt. Hvis jeg ikke har det godt uden for banen, så kan jeg heller ikke spille godt, sådan er det bare. Det er fakta. Og jeg har i denne sæson ikke spillet op til det niveau, jeg kan, og som jeg viste i sidste sæson. Det vil jeg blankt erkende, og alt det her med at komme til en større klub har måske ramt mig lidt i baghovedet.

- Jeg var en af profilerne i ligaen, og der blev snakket om mig hver weekend. Nu er det forfra, og fortiden er glemt. Efter transfervinduet har jeg fået at vide, at jeg skal koncentrere mig om klubben. Jeg har en kontrakt her, og vinduet er lukket. Der er ’no mercy’ fra Evian. Det er også hårdt at tænke på, men nu må jeg bare vise, hvor stærk jeg er i modgang, og så er det bare om at komme derudad.

BT har taget kontakt til Evian, men sportsdirektør Pascal Dupraz har ikke besvaret henvendelserne.