Lørdag er DBU's kandidatliste til landstrænerjobbet formentlig blevet et navn mindre med nyheden om, at Ståle Solbakken har forlænget sin kontrakt med FCK til 2018. Nordmanden har ingen klausul i sin nye kontrakt, hvis DBU skulle ringe og friste med jobbet som dansk landstræner.

På FCKs træningsanlæg på Frederiksberg skinnede en glad Ståle Solbakken om kap med solen, da han efter lørdagens træning kommenterede på sin nylige forlængelse til sommeren 2018.

Efter nyheden om Morten Olsens stop på landsholdet i 2016 har Ståle Solbakken været nævnt som en af de mulige kandidater til den ledige landstrænerpost, men jobbet har ikke været inde i nordmandens overvejelser, ligesom udsigten til måske at blive ansvarlig for Danmark heller ikke har fyldt noget hos FCK-træneren.

»Jeg har overhovedet ikke tænkt på, at jeg skal være dansk landstræner. Det er selvfølgelig et attraktivt job, men jeg føler mit eget energiniveau rækker til mere end fire vigtige kampe på et år,« siger Ståle Solbakken med henvisning til den store forskel, der er på at være træner for et klubhold i det daglige og kun at være samlet med landsholdet på udvalgte tidspunkter af året.

I stedet er Solbakkens overordnede mål at få FCK tilbage til fordums styrke, som da han sidst var træner i klubben i 00'erne. Her vandt FCK det danske mesterskab fem ud af seks sæsoner med Ståle Solbakken i spidsen, og det er lignende resultater, som nordmanden sigter efter med indgåelsen af sin nye kontrakt.

»Vi er blevet enige om, hvordan vi skal få klubben tilbage dertil, hvor den hører hjemme, Der mangler fortsat noget, men jeg synes, vi er godt på vej til at lægge et grundlag, som vi kan bygge videre på,« siger Ståle Solbakken.

Nordmanden har foruden de gode resultater i FCK også trænet i 1. FC Köln og Wolverhampton, og den erfaring kan have været grunden til, at Solbakken har været et eftertragtet navn på trænerhylden.

»Jeg har fået ganske mange henvendelser, men jeg er ikke gået ind i nogen konkrete forhandlinger med andre end FCK,« siger Ståle Solbakken og fortsætter:

»Nogle vil måske mene, at de henvendelser, der kom, var både økonomisk og sportsligt attraktive, men jeg føler ikke, at vi er færdige med vores arbejde. Vi er stadig i startfasen - men vi er på vej ud af rampen. Samtidig står vi foran nogle hårde udfordringer: Vi skal indhente FC Midtjylland og slå dem, og vi skal prøve at holde Brøndby bag os. Vi har masser af udfordringer.«

Næste udfordring for FCK og Ståle Solbakken er søndag, hvor løverne hjemme i Parken tager i mod FC Nordsjælland.