Den tidligere spanske målmand Iker Casillas skal skilles fra sin hustru, tv-værten Sara Carbonero.

Det bekræfter de begge i hver deres opslag på Instagram.

Iker Casillas og Sara Carbonero skriver, at beslutningen er truffet i fællesskab, og at de er stolte af alt det, de har opnået sammen.

»Både Sara og jeg er meget stolte af den familie, vi er og for at have delt den kærlighed, der har været fyldt med glæde i alle vores år sammen,« skriver Iker Cassilas og fortsætter:

»I dag er vores kærlighed som par ændret, men vi vil sammen fortsætte med den store opgave at være de dedikerede forældre, som vi har været ind til nu. Det her er en gennemtænkt beslutning, som vi har truffet i fællesskab.«

Iker Casillas og Sara Carbonero har i deres ægteskab gennemgået en del sammen.

Både at blive forældre til to børn, men de har også støttet hinanden gennem alvorlig sygdom.

Således måtte Iker Casillas indstille sin karriere som målmand i FC Porto, da han fik et hjerteanfald. Næsten samtidig fik Sara Carbonero konstateret kræft, som hun måtte opereres for og senere gennemgå en periode med kemoterapi.

De nåede at være gift i fem år og bor begge i en forstad til Madrid.

Iker Casillas opnåede især stor popularitet som mangeårig målmand for Real Madrid og på det spanske landshold.