Var det ikke for Zinedine Zidane, havde Christian Eriksen været Real Madrid-spiller i dag.

Sådan hænger tingene sammen, hvis man skal tro den anerkendte spanske fodboldskribent Guillem Ballagué.

I en klumme hos engelske BBC beskriver Ballagué, der med over en million Twitter-følgere er en af Europas mest fulgte journalister, hvordan der i sommer var en aftale mellem Real Madrid og Christian Eriksen.

Men den spanske storklub løb fra aftalen. Klubbens træner, Zinedine Zidane, ville ikke have Eriksen.

Zinedine Zidane (billedet) stod i vejen for Christian Eriksens skifte til Real Madrid.  (Photo by Thomas SAMSON / AFP)
Zinedine Zidane (billedet) stod i vejen for Christian Eriksens skifte til Real Madrid.  (Photo by Thomas SAMSON / AFP) Foto: THOMAS SAMSON
Vis mere

I stedet ville franskmanden have en landsmand.

'Klubben var enig med Tottenhams Christian Eriksen og Ajax' Donny van de Beek om betingelserne for et skifte, men Zidane stoppede handlerne, fordi Paul Pogba var den midtbanespiller, han ville have,' skriver Ballagué i sin klumme hos BBC.

Sommeren igennem var historierne talrige om Christian Eriksen og et skifte til Real Madrid, men i løbet af august gik de i sig selv.

Inden transfervinduet åbnede, var Eriksen ellers ude og sige, at han var klar til at skifte væk fra Tottenham. Men det lykkedes ikke for den danske landsholdsstjerne at få et skifte på plads.

Foto: JOHN SIBLEY
Vis mere

Nu afventer Christian Eriksen situationen. Hans kontrakt udløber næste sommer.

Her kan han derfor skifte på en fri transfer til en ny klub.

Den nye klub kan være Real Madrid, som synes at være Eriksens foretrukne destination. Men her sidder Zinedine Zidane stadig i trænersædet og drømmer om Paul Pogba.

Ifølge Guillem Ballagué kan det imidlertid langtfra udelukkes, at Zidane, der engang var verdens bedste fodboldspiller, er fortid i Real Madrid, når Eriksen igen bliver aktuel.