FCK skal vinde guld hvert år. Det er forventningen fra fans, medier og klubben selv. Manden i centrum, Ståle Solbakken, ved, at han og FCK er under pres efter nederlaget til OB i jagten på de midtjyske ulve.

»Vi har mere end bare kniven på struben, den er jo faktisk på vej ind i struben,« lyder det fra en ærlig Solbakken.

Med 14 kampe tilbage af Superligaen er FCK ni point efter guldaspiranterne fra FCM. Alt kan ske i teoriens verden, men det bliver mere end svært at hente midtjyderne, erkender normanden.

»Selvfølgelig skal man tro på det, men det bliver meget svært. Jeg synes dog, der har været en god fremgang at spore hos os de seneste 10-14 uger. Vi skal fortsætte med at levere, som vi gjorde mod OB i de første 70 minutter. Men der er også steder, vi kan blive bedre. Vi er ikke gode nok på dødbolde, hvor vi ikke scorer nok. Vi har spillerne med den rette fysik til at gøre en forskel netop dér,« siger FCK-træneren, da han peger på et konkret område, som FCM har været markant bedre på end FCK.

Mens Solbakken i øjeblikket forsøger at indhente kollega Glen Riddersholm og Midtjylland i kampen om det danske mesterskab, har han selv for nylig udtalt, at FCK er i en genopbygningsproces. Direktør Anders Hørsholt meldte anderledes kontant ud før forårspremieren og lagde pres på med meldingen, at FCK skal have guld hvert år. Er der så overhovedet tid til at genopbygge i en klub som FCK med så høje ambitioner?

»Det er godt spørgsmål, om det er tid til det,« smiler Solbakken og fortsætter.

»Men det var og er en nødvendighed at rydde op efter mange trænere på få år. Jeg er jo heller ikke uenig med Anders Hørsholt. Jeg vil også vinde guld hvert år, men da vi begyndte at rydde op i klubben, satte vi os alle ned og blev enige om det. Også ledelsen. FCM kulminerer i øjeblikket. De har haft den samme træner i flere år og har en stærk stamme af spillere. Det er det samme, vi gerne vil nå frem til med vores hold,« siger Solbakken.

Torsdag venter Randers i pokalturneringen for Solbakkens tropper, mens ulvejagten fortsætter for FCK søndag i et yderst vigtigt rivalopgør mod Brøndby i Superligaen.