En målmands lod minder om en skuespillers. Stræben efter perfektion foran et publikum. Lykkes det, så klapper folk. Fejl og bare én fejl, så er det dét , som der tales om efterfølgende.
Som at være blottet på den scene Det Kongelige Teaters Skuespilhus venligst har ladet os låne til en foto session, der skal illustrere, at selvom Stephan Andersen er vendt hjem til Superligaen, er det ikke en retrætepost, men at ambitionerne om en plads på første parket er intakte.
»Jeg tænkte over det, da vi stod på scenen og du sagde, det må være en vild oplevelse at stå der foran publikum. Det minder på mange måder om at stå på en fodboldbane. Der er bare mange flere tilskuere, men du har stadig en rolle at spille, publikum er mødt ind med forventninger til et særligt udfald, nemlig at du vinder, og indfrier man ikke dem, så går de skuffede hjem. Det er inden for den samme type underholdning,« siger FC Københavns målmand efter ’foto-skyderiet’.
Men når man lever af perfektion, så har den jo en dyster fætter, der vel her i huset hedder sceneskræk. Når man nu ikke må begå fejl eller i hvert fald skal være dygtig til at forhindre modstanderne, i at få noget ud af de fejl, man begår, må fodbolden vel også have en sceneskræk?
»Man skal have sommerfugle i maven og en vis nervøsitet. Det gør, at man er på tæerne, men for nogle er det mere end sommerfugle. Der bliver det angst. Det har jeg oplevet, hvor spillere simpelthen er angste for at gå på banen, og at det påvirker deres spil.«
Så kan det ikke være rart at gå på arbejde?
»Det tror jeg heller ikke, det er. Det er ikke noget, man snakker om i et omklædningsrum. Det er ikke et univers, hvor man lufter den slags svagheder. Desuden er der måske nogle spillere, der får lidt tænding af den angst. De er bange de første ti minutter, så bliver de varme, får selvtilliden, og så kører det.«
Skuespillere henter ofte energi i deres mentale svagheder. Er et omklædningsrum for meget et machorum til, at man tør åbne for den slags?
»Fodbolden er et stort machounivers. Hvis man har angst eller noget andet, er det ikke noget, man fortæller om. Man føler nok, der er en vis facade, der skal holdes, og den er der ikke mange, der giver slip på. Et godt eksempel er jo snakken om homoseksuelle professionelle fodboldspillere. Er der en eller to, der er kommet ud af skabet? Statistisk set burde der være en eller to på hvert hold, men der er ingen. Der tror jeg, at det handler om at opretholde facaden i machomiljøet, mere end det handler om, at de homoseksuelle ikke er der.«
Ville der være plads til dem, der kom ud af skabet?
»Ja, det tror jeg. I bund og grund tror jeg, folk vil være ligeglade.«
Hvis vi vender tilbage til det med angsten for at begå fejl. Så har du med fortid i Brøndby valgt at udsætte dig selv for et vist pres ved at skifte til FCK. Mere end bare om man nu spiller godt eller dårligt?
»Jeg har aldrig været bange for at spille fodbold. Der er sommerfugle. Det skal der være, og der har været vigtige landskampe foran mange tusinde mennesker, hvor jeg har sagt til mig selv, at ’nu skal du fandme ikke lave lort i den’, men jeg har aldrig været bange for det. Da jeg skrev med FCK, vidste jeg, at der ville komme en del polemik, men det var jeg forberedt på, og hvad angår FCKs fans, kan det være, de aldrig vil elske mig som person, men kan de elske mine redninger, er det fint med mig.«
Der var også en del Brøndby-fans, der blev overrasket over, du skrev med rivalerne?
»Jeg forlod Brøndby i 2011, og efter sidste sæson stod jeg i en situation, hvor jeg skulle finde en ny klub efter ophold i Evian, Real Betis og Go Ahead Eagles. Jeg har en grundlæggende ambition som sportsmand, og det er at spille på højest mulige niveau. FCK kom tidligt på banen, og der var en mulighed for at spille med om mesterskab og europæiske kampe. Det var ikke et must for os at vende hjem, men de sportslige udfordringer var rigtige - et af mine mål er at vinde et mesterskab og spille Champions League, og der tror jeg, chancerne i FCK er større end i Brøndby.«
Når man har Brøndby-fortid, kan man så lære at elske FCK?
»Ja, hvorfor ikke?«
Fordi i fodbold stiller man ofte tilhørsforhold meget sort/hvidt op?
»Man får jo et kammeratskab med de andre spillere på holdet, og finder sammen i en fælles ambition om at gøre det så godt som muligt og samlet nå så langt, som det kan lade sig gøre.«
***
Du er 33 år gammel. I fodboldmæssig forstand er man gammel, når man passerer de 30 år. Det ligner en tanke, at du som landsholdsspiller vender og så småt går på pension?
»Jeg kan slet ikke stå inde for den tankegang. Jeg vil stadig udvikle mig som person og målmand. Jeg har stadig drømme og mål, jeg skal nå. For mig er FCK og Superligaen alt andet end en retrætepost, men jeg er meget bevidst om, at folk tænker sådan. Derfor prøver jeg også at udfordre mig selv til at bruge de sociale medier, og på den måde se mig selv i øjnene og blive bedre til at få eksponeret mine ambitioner for netop ikke at blive stemplet som pensionist. At give noget mere af mig selv for på den måde at vise, jeg gerne vil mest muligt med min karriere. Jeg kommer til at spille til, jeg er i slutningen af 30’erne, og jeg vil heller ikke afvise, at jeg skal til udlandet igen.
***
Så dine erfaringer med udlandet skræmmer dig ikke? Du havde en stabil sæson med Evian op til EM 2012, men herefter gik der grus i maskineriet, og Real Betis var vel lidt et galehus?
»Betis er det sted i de fire udenlandske ligaer, jeg har prøvet, hvor jeg trivedes bedst som menneske. Varmen og høj sol allerede fra morgenstunden. Det scorede højt på livskvalitet, og havde jeg været en person, der kunne trives med en reserverolle i bytte for en fin løn og et dejligt sted at bo, var vi blevet boende der. Det kunne bare ikke være anderledes end, at hvis jeg ville bevare mine ambitioner og plads på landsholdet, måtte jeg væk og videre. Det var ikke træneren, der hentede mig til klubben. Han var derimod involveret i transferen omkring en argentinsk målmand, som så fik pladsen på trods af, at jeg stod sæsonens første kamp, tilmed på Bernabau. og kom på ugens hold i flere medier efter den præstation. Ugen efter sad jeg på bænken. Der må man bare sige til sig selv, at det ikke altid er den bedste, der spiller, og at økonomi spiller en rolle.«
Det var vel samme erfaring, du gjorde dig i Frankrig hos Evian?
»Ja, men det føltes på en eller anden måde mere uretfærdigt. Uden at kunne et ord fransk da jeg ankom, stod jeg hele min første sæson i Evian, hvor vi sluttede som nummer ni i oprykker-sæsonen. Derfra videre til EM 2012, hvor jeg synes jeg spillede en god slutrunde. Så jeg blev meget overrasket over at konstatere, at træneren tilbage i Evian ville satse på en anden målmand. Jeg kunne mærke det lige med det samme til den første træning efter sommerferien. Der var bare et eller andet, der gav mig fornemmelsen af, at jeg kommer ikke til at spille, og det holdt stik. Træneren havde selv spillet sammen med den anden målmand, og han valgte ham.«
Kan man være gode kollegaer på den baggrund?
»Ja, det er jo hverken hans eller argentineren i Betis skyld, at det var sådan. Jeg ville da ønske, at jeg til tider havde haft muligheden for den slags vennetjenester. Min agent (Michael Johansen, red.) har temperament og fortalte træneren og sportschefen i Evian et par sandheder, og så skulle jeg ligesom videre i teksten, men jeg holdt meget af at spille i udlandet. Som familiefar med to børn og en fantastisk kone, bliver man som familie rystet sammen på en helt anden måde.«
***
Men du har mistet din position som førstevalg på landsholdet i den periode sådan gradvist. Den har Kasper Schmeichel nu - er det løb nu kørt for dig?
»Det håber jeg ikke. Det er min ambition, at jeg skal have pladsen tilbage så hurtigt som muligt. Man må give Kasper kredit for kampene i Premier League, og han har stået nogle gode landskampe, men jeg har næsten 100 kampe fra ligaer i Europa og europæiske kampe og knap 30 landskampe, så jeg ved, at jeg har en bredere erfaring at byde ind med. Det er noget helt særligt at spille på landsholdet, så den ambition kommer jeg til at arbejde hårdt for.«
Har du fået en forklaring fra Morten Olsens side?
»Nej det har jeg ikke. Han må have sine grunde, men jeg vil overbevise ham om, at jeg skal have chancen igen. Jeg mener stadig, jeg er god nok til at sidde på første række.«
Du snakker meget om ambitioner. Hvor kommer det drive fra - du har jo stået i lære som automekaniker, ville det ikke have gjort dig til et lykkeligere menneske at slippe for pres og voldsomt eksponerede præstationer og forventninger?
»Overhovedet ikke. Så ville jeg gå på arbejde af pligt, og det ville ikke gøre mig lykkelig. Som målmand har jeg det privilegium at leve af min hobby. Jeg nyder at tage til træning, og lige siden jeg var fire år har vidst, jeg ville spille fodbold. ’Far, far må jeg ikke spille fodbold’, og så måtte min far få mig meldt ind ude i Hvidovre selvom man egentlig skulle være seks år gammel. Noget af det har jeg med hjemmefra, men det meste er bare mig. Min far har ikke stået og klappet mig i nakken og pacet mig frem, men mine forældre lærte mig, at når man er begyndt på noget, passer man det også. Jeg var aldrig med til sidste skoledage og sådan nogle arrangementer, fordi jeg bare ville spille fodbold og var på farten, og jeg tror kun, at jeg har tvivlet på om, det vil lykkes en gang. Det var, da jeg som første års-senior var skiftet til Brøndby fra Hvidovre, men jeg skiftede tilbage igen, da de hentede Casper Ankergren, og vejen til en plads på førsteholdsbænken var lige lovlig lang, men jeg fik hurtigt mod på drømmene igen.«
***
Du har nu været FCK-målmand i et halvt år. Hvad står der på bundlinjen?
»Jeg er tilfreds med min egen præstation, og har reddet nogle vigtige point for holdet. Som hold begyndte vi sæsonen usikkert, men der var også skiftet en hel grundstamme og ni-ti nye spillere kom til. Vi spiller to gode kampe mod Dnipro, og det skabte helt naturligt høje forventninger til os, men jeg tror, at mange kloge hoveder må konstatere, at den lodtrækning med Bayer Leverkusen ikke var så god, som de mente var tilfældet. De, der følger Bundesligaen, har set et klassehold fra deres side her i efteråret. I Europa League-gruppespillet går vi ned på tre overtidsscoringer, og der skuffer vi mest af alt os selv. Ligaen er for et nyt hold godkendt. Vi er sluttet af med en stærk stime, hvor vi slog FCM sikkert og slet ikke tabte i de 10 seneste Superligakampe, og hvor jeg holdt målet rent i seks af de syv sidste kampe. Mesterskabet er ikke en umulig mission, og så må man også bare konstatere, at Superligaen altså er blevet stærkere, de seneste år. Flere hold byder ind og konkurrencen er skærpet, men den udfordring er vi klar på.«
I smider ikke håndklædet i ringen?
»Den dag jeg hellere vil blive under dynen og se en film end møde op til træning, det er den dag, jeg stopper.«
