Coronakrisen er enorm i Spanien.

Efter La Liga det seneste stykke tid har været suspenderet, har klubledelsen i fodboldklubben FC Barcelona anmodet Lionel Messi & co. om i en periode at gå ned i løn.

Det skriver den store spanske avis AS, der kan berette, at spillerne i samlet flok har besvaret henvendelsen med et rungende nej.

FC Barcelonas præsident Josep Maria Bartomeu skulle angiveligt have foreslået spillerne en lønnedgang på først 70 og dernæst 50 procent.

Foto: LLUIS GENE
Vis mere

For en spiller som argentineren Lionel Messi ville dette få enorm betydning for privatøkonomien.

Helt præcist 271 mio. danske kroner, hvis spillerne havde accepteret en halvering af årslønnen.

For ifølge det amerikanske erhvervsmagasin Forbes har han i indeværende sæson haft en lønindkomst på intet mindre end 80 mio. US-dollars (cirka 543 mio. danske kroner).

Fodboldspillerne er i øvrigt ikke de eneste, der har modtaget en henvendelsen fra FC Barcelonas ledelse.

Foto: Albert Gea
Vis mere

Det samme har klubbens basketballspillere.

Årsagen til forespørgslen er, at en midlertidig spansk lov i øjeblikket giver virksomheder mulighed for at nedsætte medarbejderes løn uden deres accept.

På den baggrund overvejer FC Barcelonas ledelse nu at tage den lov i anvendelse. Derfor spekulerer AS i, at der i øjeblikket er stor risiko for intern splid i klubben.

I flere europæiske klubber har spillerne det seneste stykke tid ellers ikke haft noget imod at aflevere en del af lønnen under den aktuelle krise. Eksempelvis har de i den tyske storklub Bayern München givet afkald på 20 procent.