Denne artikel er en del af en artikel-serie, hvor en række af dansk sportshistories gamle folkehelte blev interviewet om, hvor de er, og hvordan de husker tilbage på karrieren.

Henrik Larsen, 48 år, tidligere professionel fodboldspiller med udlandsophold i blandt andet italienske Pisa.

Blev folkehelt, da han som topscorer havde en stor aktie i Danmarks EM-guld i 1992: I dag key account manager i Brøndby. Gift med Lotte, som han deler en søn og datter med. Bosiddende i Ordrup-Skovshoved.

Tilværelsen i dag

- Jeg har brugt livet på fodbold. Jeg spillede, til jeg var 33 år og var siden træner i 10 år. Siden kom jeg ind i et svensk marketingbureau, som jeg startede noget op for i Danmark. Det kørte i to år, inden jeg sidste år blev ringet op af Brøndby, der spurgte, om jeg havde mod på at starte herude, hvor jeg primært har med sponsorer at gøre. Det takkede jeg ja til. Her sælger jeg sponsorater og sørger for, det spiller uden for banen.

- Jeg blev uddannet på kontor, da jeg spillede i Lyngby Boldklub i 1980’erne, så efter mine ti år som træner søgte jeg efter noget med sport og det kommercielle. I fritiden spiller jeg noget veteranfodbold i Lyngby og lidt golf med John Faxe og de gamle Lyngby-drenge Michael Schäfer og Klaus Berggren.

  

Henrik Larsen arbejder i dag i fodboldklubben Brøndby IF
Henrik Larsen arbejder i dag i fodboldklubben Brøndby IF Foto: Erik Refner
Vis mere

Farvel til trænergerningen

- Jeg stoppede med at være træner efter fyringen i Randers i 2009 (Her var han assistent for John Faxe Jensen.red.). Inden da var jeg cheftræner i Lyngby. Jeg havde ikke lysten mere. Mange af de ting jeg står for var svære at implementere. Der var nogle, der mente, at fordi de kunne nogle forskellige tricks, skulle de ikke løbe. Det var som om, at spilleren var vigtigere end holdet. Sådan noget kan jeg slet ikke holde ud. Det oplevede jeg i både Lyngby og Randers.

- Omvendt var det fantastisk at være landstræner på Færøerne. De gik gennem ild og vand for fodbolden. Jeg har pro-licens til at træne på højeste niveau, så det kan da godt være, jeg vender tilbage til trænergerningen en dag. Men jeg savner det ikke pt. Det sidste år i Randers, hvor vi også spillede Europa Cup, sad jeg og analyserede til klokken 2 om natten og skulle være klar igen om morgenen for at vise spillerne, hvad der nu var gået galt.

EMfodbold1992

Karrieren

- Andre havde nok ikke troet, jeg nåede så langt med min fodbold, men det overraskede ikke mig selv. Min farmor og farfar havde et sommerhus i Kikhavn, hvor Carl Aage Præst (tidligere dansk landsholdsspiller med en stor karriere i Juventus.red.) var nabo. Han havde set os spille fodbold i haven og sagde til min farfar: ’Ham den lille lyshårede kan godt blive god en dag’.

- Jeg har vundet et EM og spillet i den italienske Serie A, da det var verdens bedste liga. Mod Diego Maradona i Napoli, Ruud Gullit og Frank Rijkaard i Milan, Matthäus, Klinsmann og Brehme i Inter og Roberto Baggio i Juventus. Det var en fantastisk oplevelse. Perioden i Lyngby, hvor vi blev mestre var også rigtig god, mens lavpunktet vel var skiftet til FCK. Vi var ikke en samlet trup. Der var for mange, der stak i for mange retninger.

Herunder kan du læse om de andre folkehelte