En blanding af vrede og selvtillid var ifølge Christian Eriksen årsagen til, at Tottenham slagtede Bournemouth 5-1 i weekendens Premier League-kamp.

Tottenham gik amok i weekendens kamp, hvor det blev til hele fem kasser. Selv om Christian Eriksen ikke scorede, er han ikke bleg for at give en forklaring på holdets stærke præstation.

»Det var virkelig vigtigt for os at vinde efter torsdagens resultat. Anderlecht vækkede os, og vi var alle vrede efter den kamp og over den måde, vi tabte på. Men det er godt, at vi så hurtigt efter, kunne vise hvad vi kan,« forklarede Eriksen til klubbens hjemmeside.

Tottenham tabte med 1-2 til Anderlecht i torsdags i Europa League.

I den hjemlige liga kan Tottenham dog være godt tilfreds med resultaterne. Klubben har ikke tabt i de seneste ni kampe og sejren over Bournemouth viser med al tydelighed, at Londonklubben med Eriksen i spidsen er formstærke.

»Jeg føler mig i god form og har masser af selvtillid for tiden, men det gælder for hele holdet,« understregde den 23-årige dansker.

Tottenham ligger på nuværende tidspunkt nummer seks i tabelen og møder i weekenden Aston Villa på hjemmebane.