Luis Suarez afviser, at det er et problem, at han ikke er kommet på tavlen i sine fire første kampe for sin nye klub, Barcelona.

Suarez kom til Barcelona efter sommerens VM i fodbold. Slutrunden bød først på mål og hyldest, men senere overskyggede endnu en bide-episode og den efterfølgende fordømmelse hans gode spil. Liverpool ville ikke længere se ham i klubben, men Barcelona stod klar til at hente Suarez til Spanien.

Efter at have afsonet sin fire måneder lange karantæne for det tåbelige bid under gruppekampen mod Italien, har Suarez nu spillet fire kampe for Barcelona. Stik mod sædvane har den normalt så målfarlige angriber endnu ikke scoret. Han holder dog fast i, at han trives i klubben:

- Sandheden er, at jeg personligt har det rigtig godt i klubben. Selvfølgelig er jeg en angriber, som kan lide at score mål og glad, når det sker, siger han til goal.com.

Landsholdspilleren fra Uruguay lægger vægt på, at han bidrager til holdets succes, selvom han ikke scorer. Han fremhæver den seneste kamp, hvor han lagde op til begge Barcelonas mål og dermed spillede en afgørende rolle:

- Men som i kampen forleden (mod Almeria, red.), hvis jeg hjælper holdet, vil jeg altid være glad, fordi jeg prioriterer fællesskabet højere end individet.

Lørdag 22. november er Suarez næste mulighed for at få hul på scoringerne. Her får Barcelona besøg af Sevilla.