Den uruguyanske stjerneangriber Luis Suarez fortæller nu om lettelsen, da sommerens skifte fra Liverpool til Barcelona faldt i hak.

Angriberen frygtede nemlig for sin fodboldfremtid, efter at han under VM-slutrunden i Brasilien bed den italienske landsholdsspiller Giorgio Chiellini i skulderen.

- Jeg troede, jeg havde ødelagt min karriere, fortæller Suarez til spansk tv ifølge norske VG.

- Til at begynde med ville jeg ikke snakke med nogen. Jeg gemte mig bag min familie. Efter et stykke tid fik jeg tænkt mig om og fik sagt undskyld. Det var en lettelse.

- Så begyndte samtalerne med Barcelona. og da min agent, Pere Guardiola ringede og fortalte mig, at alt var faldet på plads, begyndte jeg at græde. Det skyldtes situationen, jeg var i. Men det var også på grund af Barcelonas støtte.

Bid-skandalen kostede Suarez fire måneders karantæne fra alle "fodboldrelaterede aktiviteter". Og på fredag - dagen inden el Clasico-mødet mellem Barcelona og Real Madrid - har angriberen afsonet straffen, og han er derfor til rådighed for cheftræner Luis Enrique. Og 27-årige angriber håber på debut i topmødet.

- Men det er ikke min stil at bede træneren om at få lov at spille. Spiller jeg ikke, så bliver jeg ikke sur. Jeg vil bare hjælpe mine holdkammerater og igen føle livet som fodboldspiller.