Det der tidligt i kampen lignede en græsk komedie for FC Midtjylland, da de gæstede Panathinaikos torsdag aften, udviklede sig hurtigt til en tragedie.

Midtjyderne fik ellers en drømmestart på kvalifikationskampen til gruppespillet i Europa League, da backen Jesper Lauridsen fra omkring 40 meters afstand smækkede et frispark ind i det græske felt. Bolden sejlede over alt og alle bortset fra målet i en situation, hvor den græske målmand Stefanos Kotsolis så helt forvirret ud.

Men det var ikke længe, 'Ulvene' nåede at have det sjovt, før grækerne svarede tilbage. I det tyvende minut havde Erik Sviatchenko lidt for meget fat i vores svenske broder Marcus Berg inde i feltet, og svenskeren sparkede selv straffesparket sikkert ind.

Og som et tegn på, at der var værre ting i vente, måtte midtjydernes farlige angriber Morten 'Duncan' Rasmussen lade sig udskifte med noget, der lignede en knæskade. Og de værre ting kom allerede et par minutter efter, da Marcus Berg efter passivt forsvarsspil kom først på et indlæg og gjorde det til 2-1.

Det horrible forsvarsspil ville ingen ende tage for FC Midtjylland. Og kort før pausen kunne en helt umarkeret Marcus Berg sikre sit hattrick efter et indlæg, han kom først på.

Da man så var begyndt at tænke i anden halvleg, at det ikke kunne blive værre, måtte anfører Erik Sviatchenko indkassere sit andet gule kort i kampen, efter han i en løbeduel trak en græsk spiller ned. Så var det farvel og tak til den stærke forsvarsspiller.

En lille flamme af håb blev tændt for midtjyderne på den græske nattehimmel, da Panathinaikos også fik en mand vist ud ti minutter før tid. Flammen blev dog pustet ud, inden den kunne nå at få fat i noget, da Jesper Lauridsen blev noteret for et selvmål kort før tid.

Dermed er FC Midtjylland så godt som ude af Europa League, da det vil kræve små mirakler hjemme på heden at vende 1-4 om en uge.