Et hurtigt svensk føringsmål blev en sovepude for Zlatan og kompagni, der overlod inititativet til et jævnt hjemmehold.

Ubesejret i fire kampe. Og med et pointtal, der sikrer en aktuel andenplads i Gruppe G, burde ikke forårsage de store hovedbrud. Men det stik modsatte er tilfældet i Sverige, hvor endnu en halvskidt præstation af landsholdet efterhånden øger presset på den tidligere AaB-træner Eric Hamrén.

Indledningen var ellers i orden, da Zlatan Ibrahimovic bragte svenskerne foran knap 10 minutter inde i opgøret. Men herefter var det så som så med de opløftende momenter på et svensk hold, hvor FCKs Pierre Bengtsson var blandt de bedre, men hvor det også stod klart, at hverken spil, idéer eller stabilitet for alvor løber igennem holdet.

Efter en halv time begyndte svenskerne at bakke og langsomt lukke hjemmeholdet ind i en svagt spillet fodboldkamp, som levede i kraft en af eksplosiv kulisse med masser af liv på lægterne.

Det lignede langt hen ad vejen en skrabet gevinst til holdet fra hinsidan, men et tvivlsomt dømt straffespark gav Montengro muligheden for at få lidt ud af aftenen, da City-profilen Jovétic omsatte skuddet fra 11-meter pletten.

I overtiden fik sverige underkendt et mål og det vakte vilde protester fra de svenske spillere, som - med rette - følte sig snydt for en træffer, der kan vise sig uhyre vigtig.

På pariret er Sverige dog godt med i EM-kapløbet, da man indtager andenpladsen i Gruppe G efter suveræne Østrig, som tidligere på aftenen besejrede Rusland 1-0.

I Gruppe C hev Spanien en klar 3-0 sejr i hus over Hviderusland og det ligner et nøglekamp for de tidligere europa- og verdensmestre, når de i slutningen af marts tager imod Ukraine hjemme.