Brøndby led onsdag aften et bittert nederlag til Sønderjyske i pokalturneringen på 2-4 efter forlænget spilletid, men Brøndby-træner Thomas Frank ser stadig gode takter i holdets præstationer.

Stillingen var 2-2, da dommeren fløjtede af for de 90 minutter, hvilket betød, at de to hold måtte ud i forlænget spilletid. På dette tidspunkt var Brøndby én mand i undertal, da Dario Dumic var blevet udvist, og det blev til sidst for meget for de gulblusede.

»Vi laver nogle store, individuelle, dumme fejl, som gør rigtig meget for kampen. Vi spiller 10 mod 11 i, jeg ved ikke hvor lang tid, og i den første halvleg af forlænget spilletid har de ikke én stor chance, og så tænker jeg, kan vi være så heldige? Men så får de så målet på et langskud,« siger Thomas Frank.

Selvom Brøndby i skrivende stund blot ligger på en femteplads og nu er ude af pokalen, ser Thomas Frank stadig gode takter i præstationerne, og han er overbevist om, at Brøndby snart løber ind i en stime med gode resultater.

»Vores fremmeste opgave er at kunne analysere på de her præstationer, og så rent faktisk kunne se, at de har løftet sig. Men man har også brug for, at den lige triller lidt med,« siger Thomas Frank og fortsætter:

»Uden sammenligning overhovedet, men lige da jeg startede, hvor vi havde syv kampe uden sejre - første sejr, bum! Så gik vi ni kampe i træk uden nederlag. Vi har et langt bedre fundament nu, end vi havde dengang, hvor vi også lavede gode præstationer. Så vi skal bare lige have den der ketchupeffekt.«

Næste opgave for Brøndby er på søndag, hvor de skal besøge ærkerivalerne FC København i Telia Parken. Her er der vanen tro garanti for masser af fight, og skulle det blive til en sejr, så er Thomas Frank ikke i tvivl om, at det kan være starten på noget godt.

»Det vil i den grad kunne være vendepunktet. Jeg er slet ikke i tvivl om, at når den første sejr kommer, så kører vi. Jeg ser ikke de der udfald, vi havde i efteråret, og jeg ser ikke, at vi falder sammen mod Sønderjyske overhovedet.«

»Jeg fokuserer på, at det vi har gjort i foråret er godt. Jeg havde troet og håbet, at det havde gået bedre. Men vi må så satse på det næstbedste, og det er, at vi spiller godt.«

Foruden pokalexiten til Sønderjyske har Brøndby også været i aktion mod FC Midtjylland og AaB i Superligaen. Her endte kampene henholdsvis 1-1 og 0-1, så forårets første sejr har Brøndby endnu til gode,