I et år endnu sidder Morten Olsen i stolen som A-landsholdets chef, men allerede nu er emnerne begyndt at danse omkring ham som teenagere til en omgang stoledans. Mon ikke Michael Laudrup står der - sammen med Kasper Hjulmand og nok også Glen Riddersholm?

Men står det til U21-landstræner Jess Thorup, er det ham, der først får placeret ballerne i Parkens flysæder, når Olsen slukker musikken. Efter et U21-EM med tilhørende semifinale og OL-plads har Thorup fået smag for at tage skridtet op i DBU.

»Selvfølgelig vil jeg det. Er der nogen, der synes, jeg kan være A-landstræner i DBU, skal jeg være den første til at sige ja til det. Det skal jeg ikke lægge skjul på. Men jeg er glad for det job, jeg har nu og har haft en fantastisk rejse med det her hold,« siger Jess Thorup og uddyber sin indirekte ansøgning.

»Ligesom spillerne sidder og tænker over, hvad slutrunden betyder for dem, kunne man også sidde som U21-landstræner og tænke ’hvad betyder den for min fremtid – hvad åbner det af døre’? Nogle nævner A-landstrænerjobbet, og det er jeg stolt og beæret over. Men hvad fremtiden bringer, har jeg ikke skænket mange tanker.«

Der er endnu et stykke tid til, at den næste landstræner skal starte sit virke, men DBU har åbnet opgaven med at finde den rette profil. Jess Thorup mener, at han da i hvert fald med U21-EM har noget ekstra på sit cv, der allerede prydes af titlen Årets Træner 2013 samt en pokaltitel med Esbjerg.

»Nu har jeg prøvet at stå i en slutrunde. Det havde jeg ikke prøvet før. Den erfaring har jeg med. Jeg er med på, at der er et step fra U21- til A-landsholdet, og nogle gange skal man vokse med opgaven. Det synes jeg, at jeg har gjort. Men om jeg er klar til det, er der heldigvis nogle andre, der skal overveje i forhold til, hvem der skal have det kære job, der bliver ledigt om et års tid,« siger Thorup.