Jim Stjerne Hansen er ikke enig med Morten Olsen i, at Albaniens skrivebordssejr er årsagen til Danmarks ringe muligheder for at sikre direkte kvalifikation til EM næste sommer.

Den tidligere generalsekretær i Dansk Boldspil-Union, Jim Stjerne Hansen, forstår godt landstrænerens frustration over, at den internationale sportsdomstol (CAS) tildelte Albanien en sejr i den skandaleombruste drone-kamp sidste år.

Men han deler ikke landstrænerens opfattelse af, at juristerne i CAS er årsagen til, at Albanien nu står med et ganske gunstigt udgangspunkt til at sikre sig en direkte billet til EM.

»Det er jeg ikke enig med Morten i. Jeg forstår godt hans frustration, for albanerne profiterede af noget, som de selv var skyld i. Jeg ved, at det piner ham. Men hovedårsagen til, at Danmark står i den her situation, er, at vi ikke har scoret nok mål,« siger Jim Stjerne Hansen.

BT bad mandag Morten Olsen fortælle, hvorfor Danmark står med 12 point, en svær udekamp mod Portugal på torsdag som sidste gruppekamp og et Albanien-hold med 11 point og to kampe tilbage mod gruppens bundhold  - altså et skidt udgangspunkt for Danmark og et godt for Albanien. Landstræneren svarede, at »det er, fordi jurister har givet Albanien tre point.«

Jim Stjerne Hansen har et indgående kendskab til Morten Olsen fra sin tid som generalsekretær i DBU i årene 1988-2013, og han har et bud på, hvorfor Morten Olsen siger, som han gjorde mandag i landsholdslejren.

»Han gør det for at beskytte sine spillere. Det er han virkelig dygtig til. Efter de to seneste landskampe (0-0 mod både Armenien og Albanien, red.) lagde han ikke skjul på, hvad han syntes om præstationerne - heller ikke i pressen. Men internt er der ikke nogen tvivl om, at han stadig kritiserer og retter fejl,« siger Jim Stjerne Hansen.

Skandalen i drone-kampen bestod i, at kampen mellem Serbien og Albanien sidste år blev afbrudt efter kun 20 minutter.

Urolighederne begyndte, da en drone fløj ind over stadion med et flag for Storalbanien. En af de serbiske spillere fik fat i dronen, og så opstod der store skænderier mellem spillerne, hvorefter banen blev invaderet af frustrerede tilskuere. Det tvang spillerne i omklædningsrummet.

Oprindeligt var dommen fra det europæiske fodboldforbund (UEFA), at Serbien fik tildelt en sejr på 3-0, men at begge hold fik noteret nul point i stillingen.

Den dom blev anket til CAS, der omstødte dommen i sommer og tildeldte Albanien tre point og dermed et gunstigt udgangspunkt i gruppen.

Danmark kan stadig kvalificere sig til EM ved at blive nummer tre i gruppen. Nummer et og to er sikret direkte adgang, mens nummer tre skal spille to playoff-kampe.