Den tidligere Everton angriber Marcus Bent har erkendt sig skyldig i trusler og besiddelse af kokain. Han truede to betjente med en kødøkse og en kniv, da de konfronterede ham.

Det skriver Skysports.

37-årige Marcus Bent fik en 12 måneders betinget dom, da han mødte op i retten. Straffen får han for trusler og for besiddelse af kokain.

Marcus Bent ringede 13. september sidste år til politiet og fortalte, at der var nogen, der havde brudt ind i hans lejlighed. Da politiet kom frem, fandt de ingen ubudne gæster. Til gengæld fandt de kokain.

Politiet rapporterede, at Marcus Bent truede to betjente med en kødøkse og en kniv, mens han var påvirket af stoffer. Marcus Bent har benægtet, at han har truet politiet med kniv og kødøkse.

Marcus Bents forsvarer, Andrew Henley, forsvarede sin klient ved at fortælle til retten, at Marcus Bent ikke længere tog stoffer. Desuden sagde Henley, at fodboldspilleren var kommet ud på et sidespor, efter han stoppede sin professionelle karriere.

»Da hans professionelle karriere sluttede, stod han tilbage uden en retning i sit liv. Han var efterladt med et tomrum, og han fik traumer fra sin opvækst. Disse traumer forsøgte han at dulme ved hjælp af kokain,« sagde Andrew Henley ifølge Skysports.

Marcus Bent nåede i sin tid at spille over 500 professionelle kampe i sin karriere, hvor han bl.a. optrådte for Brentford, Blackburn, Charlton, Crystal Palace, Everton og Sheffield United.

Foruden den betingede dom på 12 måneder straffes Marcus Bent med to måneders udgangsforbud og med 200 timers samfundstjeneste.

 
Uanset om bolden var ude, så kan det ikke ændre på dommerens kendelse. 1-2 til City og De Bruyne var målscoren
Vis mere