Den tidligere skotske fodboldspiller Michael McIndoe har bedraget cirka 300 tidligere spillerkollegaer for mere end 300 mio. kroner.

Den nu 35-årige midtbanespiller havde en lang karriere i engelsk fodbold mellem 1998, indtil han i 2011 stoppede karrieren. I stedet kastede han sig over et erhvervseventyr, som førte ham til det sydlige Spanien. Her blev han involveret i et pyramide-lignende foretagende, som han lokkede ca. 300 andre nuværende og tidligere fodboldspillere med i.

»Han var Mr. Big i Marbella. Han købte masser af champagne, og der var kvinder over alt. Han havde tilmed en livvagt,« siger en anonym kilde til Daily Mail.

Ifølge britisk politi har han lokket mere end 300 mio. kroner ud af dem og lovede dem minimum 20 procent i afkast. Men McIndoe levede i stedet et luksusliv i Marbella i Sydspanien.

»Han kunne snakke, men var meget tøvende, når det kom til pyramidespillet. Han sagde, at pengene lå i fast ejendome, guld eller obligationer. Han gentog igen og igen, at jeg ville blive en rig mand,« siger kilden, der blev snydt for ca. 800.000 kroner.

I oktober erklærede McIndoe sig konkurs med en gæld på ca. 25 mio. kroner. Tidligere i denne måned var han tilbage i skifteretten i London, hvor han meddelte, at han ikke har nogen indkomst, og at han udelukkende lever af penge fra venner og familie og bor sammen med sin mor i Edinburgh.