To fantastiske langskudsmål sikrede Liverpool fuld gevinst i topbraget på Anfield mod Manchester City. Hjemmeholdet vandt 2-1 efter to smukke mål fra Jordan Henderson og Philippe Coutinho, og dermed fortsatte City rækken af kampe uden sejr på udebane mod Liverpool. De vandt senest for 12 år siden, tilbage i 2003.

»Det er en kæmpe sejr for os,« sagde Liverpools midtbane-es Adam Lallana efter kampen.

»Vi har momentum - de er mestrene, men vi fortjente fuldt ud sejren.«

Begge hold havde revanche til gode ovenpå midtugens europæiske skuffelser. Mens Manchester City på hjemmebane tabte 1-2 til Barcelona, røg Liverpool ud af Europa League efter straffesparkskonkurrence mod Besiktas. Og det blev et medrivende opgør med masser af målchancer i begge ender.

Jordan Henderson åbnede kampen med et smukt eksekveret drøn af et drømmemål. Han modtog bolden uden for feltet, tog et træk på tværs og drejede den op i det højre hjørne. Et af den slags skud, man som regel forventer, ender oppe på 23. række, men i stedet sad den perfekt placeret oppe i hjørnet.

To minutter efter var Sergio Agüero centimeter fra at udligne, da han ramte opstanderen, og 12 minutter senere fandt argentineren Edin Dzeko i feltet, hvor den bosniske angriber sikkert passerede den fremstormende Mignolet.

Resten af halvlegen bølgede spillet frem og tilbage med gode muligheder i begge ender, og de åbne forsvar illustrerede tydeligt, hvorfor de engelske hold har det svært i Europa, men underholdningen var i top.

I anden halvleg faldt intensiteten, og det begyndte at ligne en pointdeling. Men så viste Philippe Coutinho, at hans sparketeknik fuldt ud matcher Jordan Hendersons. I en næsten identisk situation trak han på tværs af feltet, inden han fyrede raketten af op i nettaget. Et fantastisk mål, som fortjent afgjorde kampen i Liverpools favør.

Liverpool-manager Brendan Rodgers var selvsagt meget tilfreds med sin lille brasilianske stjernespiller.

»Det er fænomenalt sparket - at passere Joe Hart, som er omkring to meter høj og en topklasse-målmand, fra den vinkel med den kraft. Det samme kan man sige om Jordans (Henderson, red.),« siger Rodgers til Liverpools hjemmeside.

Dermed rykkede Liverpool op på femtepladsen i tabellen, mens City på andenpladsen fortsat har fem point op til Chelsea, som oven i købet har en kamp til gode.