Hvis Yaya Touré og Manchester City var i et parforhold, ville man nok godt kunne sige, at det var et af de mere stormfulde af slagsen. Og nu er Yaya Tourés manager klar med et nyt og saftigt kapitel i den historie.

Efter Manchester City-manager Manuel Pellegrini lørdag fortalte om sin utilfredshed med den ivorianske stjerne, der var den helt store profil i sidste års guldsæson, bliver der nu skudt tilbage. Med det skarpeste, russiske krudt.

»Nogle mennesker i City forsøger at skyde skylden på Yaya for, hvad der er sket i denne sæson. Men de folk tager ikke ansvar for deres egne fejltagelser. Jeg taler om direktører, der har købt spillere for mange penge, og så sat de spillere på bænken. Direktører, der har brugt mange penge på Stevan Jovetic og så droppet ham i Champions League-truppen,« siger Yaya Tourés agent, Dimitri Seluk, ifølge The Mirror.

Den Monaco-baserede agent stopper ikke der. For Manuel Pellegrini får ikke lov at gå fri efter sit angreb på Yaya Touré. Den chilenske manager får et dybt stød.

»Jeg har ondt af Pellegrini. Han er en god træner, men en svag manager. Han vandt titlen med det hold, Roberto Mancini efterlod sig. Og det ser ud til, at svaret på alt i City er at give Yaya skylden,« siger Seluk, inden han truer med at sende sin stjerneklient videre til en ny klub.

»Hvis City vil have Yaya til at tage væk, burde de bare komme og sige det. To af de største klubber har allerede spurgt mig, om han er ledig, og jeg ved, at hvis City sagde, at de ville sælge, ville 10 andre klubber ringe til mig inden for 24 timer.«