Sampdorias træner Sinisa Mihajlovic blev slået i ansigtet, da han lørdag forlod et hotel, hvor holdet var i gang med at forberede sig til søndagens opgør i Serie A.

Ifølge italienske medier udspandt episoden sig lørdag formiddag, da den tidligere serbiske landsholdsspiller og nu træner for den traditionsrige italienske klub gik mod spillerbussen for at køre med Sampdorias spillere til et planlagt træningspas.

Men da Sinisa Mihajlovic forlod hotellet i byen Genoa og gik mod den ventende bus, blev han antastet af en mand, der angiveligt råbte mindre pæne ting af ham.

Det ville Sinisa Mihajlovic ikke finde sig i, og han gik derfor over til manden. Her udviklede situationen sig yderligere, da manden fortsatte med at svine træneren til og tilsidst sendte en knytnæve i ansigtet på ham, så Sinisa Mihajlovic' solbriller gik i stykker.

Serberen, der i sin tid som spiller var berygtet for sit kontante spil på banen for klubber som Lazio og Inter, farede herefter i flæsket på manden, og ifølge avisen La Gazzetta dello Sport måtte tililende Sampdoria-spillere lægger sig imellem Sinisa Mihajlovic og manden, der indledte en regulær slåskamp.

Spillerne fik dem dog skilt ad, og Sinisa Mihajlovic har nu sammen med klubben anmeldt manden til politiet.

Sampdoria spiller søndag kamp mod Sassuolo i Serie A.