Tre Real Madrid-fans har fået bøder for at have udøvet herværk på Gareth Bales bil efter søndagens nederlag til Barcelona. De vrede fans straffes også for at have angrebet biler tilhørende andre Real Madrid-aktører.

Det britiske medie BBC skriver, at angriberen Jese Rodriguez og cheftræner Carlo Ancelotti også fik skrammer på deres køretøjer.

Ifølge Real Madrid er en af mændene medlem af klubben, men den pågældende person er blevet suspenderet og afventer en høring, der skal tage stilling til, om han skal smides ud af klubben.

De spanske myndigheder har en kommision, der bekæmper vold inden for sportens verden. Det er dette organ, der altså nu har sendt bøder og en seks måneders karantæne fra ethvert stadion, der relaterer sig til sport, afsted til de tre personer.

Fansene var vrede over, at Real Madrid tabte med 2-1 til ærkerivalerne fra Barcelona, der som følge af sejren har et forspring på fire point til Real i toppen af La Liga.