Brøndby var ikke nærheden af, at kunne yde modstand mod et stærkt spillende Club Brugge-mandskab, der knusende sikkert vandt 3-0 i torsdagens Europa League-kvalifikation.

Resultatet var ikke et mål for stort, indrømmede en tydeligt skuffet Brøndby-træner Thomas Frank efterfølgende:

- Vi vidste godt, at der var niveauforskel på dem og os, men vi havde bestemt håbet på, at den var mindre end, hvad vi så i aften, lød det til TV3+.

En kombination af en skidt Brøndby-præstation og et veloplagt belgisk tophold gjorde udslaget:

- Vi hører fra deres stjernespiller, Victor Vazquez, at de spiller deres bedste kamp i meget lang tid, og vi spiller langt fra vores bedste. Det er bare en dårlig kombination for os. Resultatet er absolut passende, det vil vi ikke løbe fra, erkendte Thomas Frank og fortsatte:

- Vi kunne ikke matche dem i dag. Det er utilgiveligt, at vi giver et mål væk på en standardsituation. Det var der, vi skulle matche dem. De var bare dygtigere end os.

Direkte adspurgt om, der overhovedet var nogen steder, hvor danskerne kunne matche deres modstander, faldt svaret prompte:

- På tilskuerpladserne. Det var det, lød det iskoldt fra en skuffet Thomas Frank, der ikke levner sit hold mange chancer for avancement før returopgøret i Brøndby om en uge. 

Brøndby har dog fortsat muligheden for at avancere sig til næste runde, men det kræver en sejr på fire mål på hjemmebane at vende det truende europæiske exit.