Forkert og for hårdt. Sådan lyder ordene fra Rudi Völler, der er sportsdirektør for Bayer Leverkusen, når han skal vurdere, at det tyske fodboldforbund har besluttet sig for at åbne en sag mod danske Leon Andreasen.

I weekenden scorede danskeren det afgørende mål, da Hannover 96 besejrede FC Köln. Problemet er bare, at han gjorde det med hånden, hvad han da også siden har indrømmet.

Men Völler, der i en lang årrække var en frygtet angriber på det tyske landshold, mener, at det er en fejl at ville straffe Andreasen.

»Jeg mener, at det er forkert og for hårdt,« sagde Völler til det tyske nyhedsbureau dpa om beslutningen, efter Leverkusen havde spillet 4-4 hjemme mod Roma i Champions League.

Forbundets kontroludvalg indledte tirsdag en sag mod Andreasen, som forventes at blive straffet med to karantænedage for 'et groft usportsligt forhold'. Det var den dom, der faldt over Oliver Neuville, da han scorede et lignende mål for Mönchengladbach tilbage i 2004.